Find beskyttelsesdragten frem

Underligt, ikke…? Det første sikre tegn er altid telefonen, der ringer – og ens elskelige moder, der i røret forkynder: ”Vi er jo begyndt at planlægge og ville bare høre…” Vi skriver medio oktober, og der er endnu et par uger til, at TV-reklamerne – nok engang - døgnet rundt vil blive domineret af en forkølet tegnefilm med et rensdyr og en skægget tyksak, der bliver passeret af en ølbil – og optager forfølgelsen med ”Jingle Bells” i opskruet tempo. I samme periode skal man passe ekstraordinært på med at være i nærheden af husets brevsprække, for hver dag vil en syndflod af tilbudsaviser vælte ind på de mærkeligste tidspunkter og gøre tilværelsen i entréen til en dans på vulkaner. Denne præfabrikerede, grafiske tsunami, kan – hvis den rammer – få fatale følger for fysikken… som jo gerne skulle holde til den kraftanstrengelse, de kommende uger vil byde på… Samtidig skal man også se sig for i gågaden, hvor det fra medio november bliver svært at komme til, fordi kommunens udkommanderede pynte-personale sveder på stigerne med at få hængt de obligate stjernelamper og lysguirlander op, så Handelsstandsforeningen kan få sit tiltrængte lyshav at bade tilbudene i. I aviserne begynder man fra uge 44 at registrere historierne om utroskab og spritkørsel, der dukker op med samme bedøvende forudsigelighed som et toiletbesøg efter frokost. Den samme trespaltede uopfindsomhed genfindes på erhvervssiderne, hvor historier om låneomlægning og spekulationer om visdommen ved et-, tre- eller fem-årige flex-lån når nye gabende dybder i tiden frem mod 1. december. Og netop i denne weekend kulminerer hele det langstrakte rituals første fase med to-tre tv-transmitterede børnekalendere, mindst en voksenditto, og hele den klippeklistrede, guffeluffede, hyggenyggede decembervirkelighed - tilsat Stig Rossens årlige syng-med-mig-i-pejsens-skær CD, der konkurrerer hårdt med ligesindede om at opnå titlen som årets Mest Ulækre Kommercielt-Udnyttende Udgivelse. Det er – kort sagt – ved at være jul…igen. Foran os venter fire ekstremuger med klamme klejner, pinlige pebernødder og mageløst ringe marcipan. 24 dage med trafikkaos, væg-til-væg gråvejr og ”Last Christmas”, sunget af en mand, der må være indbegrebet af ung, uforløst kærlighed…. Fire weekender med adventsgaver, man ikke vidste, at man ønskede sig – og heller ikke gjorde. 1056 timers børne- og familieforventninger, der kan få ”Mission Impossible” til at ligne en tur i parken. Der er grund til at finde beskyttelsesdragten frem – og drage i krig. Mens man fumler med granranken, ståltråden og de 15 millioner minilyspærer i kæder, der kun kræver én defekt pære for at være lige så ubrugelige og uduelige som en gennemsnitlig dansk juleprædiken – ja, så kan man jo tænke på, hvor mange medborgere, der har taget konsekvensen af dette cirkus og rejst en milliard kilometer væk for at dase under en palme, indtil det hele er overstået. Et andet forudsigeligt stykke statistik i starten af december er hvor mange, der har købt flugtrejsen sydpå i de to-tre uger, hvor det hele smelter ned derhjemme. Og af én eller anden grund er der ny rekord næsten hvert år: Stig Elling kan triumferende konstatere alt udsolgt en måned i forvejen. Måske har de mange Exodus-rejsende fået nok af bulletinerne om de stadig flere, der bukker under for forventningerne, går ned med stress, må søge psykolog-hjælp, sluge piller – eller bare kvitte konen og hele løgnen… Se, nu er der måske én og anden læser, der spørger sig selv: Hvad er det, der holder skribenten hjemme..? Hvorfor sidder han – nu på 42. år – og fletter umulige julehjerter, skaber grimme ler-dekorationer og luner grønlangkål til medisteren..? Tja - sandheden er, at jeg er helt vild med jul. Underligt, ikke..?