Find den sav!

?For nogle uger siden skriver du om en akku stiksav fra Bosch. Den har simpelthen været umulig at finde, og byggemarkederne skal have en hel tønde guld for den hvis de skal tage den hjem. De har i øvrigt aldrig hørt om en kampagne på akku modellerne. Frank Lundgren !Hej Frank - du har fat i et regulært problem, som kræver en lidt længere forklaring. Byggemarkederne får rabat på elværktøj i forhold til, hvor meget de sælger - eller sagt lidt mere præcist: Hvis eksempelvis en butik køber en hel palle af de blå stiksave hjem fra Bosch, så får de dem pokkers billigt - og kan derfor tjene godt og alligevel sælge dem billigt til os. Men når butikken er proppet med blå stiksave, kan de ikke også have grønne, gule og orange - så mange kan de simpelthen ikke sælge. Derfor er der en tendens til, at butikkerne forlover sig med et bestemt mærke - ikke nødvendigvis fordi det er specielt godt, men fordi de opnår nogle rigtig gode rabatter ved at koncentrere salget omkring ét mærke. Og noget kunne tyde på, at de byggemarkeder, som du har været i, er forlovet med DeWalt, Metabo, AEG, Makita - alt muligt andet end Bosch. Det betyder ikke, at de ikke kan skaffe en Bosch, men så bliver det altså til vildledende udsalgspris, som det hedder, og det er altid for dyrt. Til gengæld har de stensikkert et andet mærke, hvor de har gode tilbud på et eller andet. Når jeg fortalte om denne akkusav fra Bosch, som var "på kampagnepris", så nytter det altså ikke at gå i et tilfældigt byggemarked - du skal finde frem til den butik i dit nabolag, som er "dedikeret" forhandler af Bosch. Og hvis jeg fortæller om en billig og smart DeWalt, skal du gå i den forretning, som har hele væggen sat til med det gule værktøj - så har han nemlig DET til den rette pris, medens alt det andet typisk er for dyrt. Og så er der enkelte butikker, som sælger så meget el-værktøj, at de kan føre sig frem med flere mærker til de rigtige priser - blandt andet EA Værktøj på 64 41 01 35, som eksempelvis (jeg har lige tjekket) har den omtalte stiksav til 1500 plus moms. Kjeld Bjerre