Find vej i Tornby

Lørdag klokken 13 indvies en helt ny permanent orienteringsbane i Tornby Klitplantage.

Nanna Christensen og Kristian Quistgaard giver fif om at finde vej tre lørdage i træk. Privatfoto

Nanna Christensen og Kristian Quistgaard giver fif om at finde vej tre lørdage i træk. Privatfoto

Den er i de sidste uger udlagt i plantagen af Orienteringsklubben OK-Vendelboernes tidligere formand Peter Arildsen, 79 år. Banen er en forenklet udgave af idrætsgrenen orientering. Den nye bane er en del af projektet "Find vej i Danmark", som er et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund og Dansk Orienterings-Forbund. Banen kan sammenlignes med en skattejagt, der bringer deltagerne rundt til naturens bedste seværdigheder. Der er 43 poster rundt om i klitten, så der er både noget for den garvede orienteringsløber og for dem, der vil skubbe en barnevogn foran sig. Borgmester Arne Boelt vil sammen med naturvejleder Torben Stæhr fra Naturstyrelsen stå for den officielle åbning. I dag og de efterfølgende to lørdage vil Nanna Christensen og Kristian Quistgaard fra OK-Vendelboerne give instruktion i at bruge kort og kompas. Det sker i tiden 11 til 13. Indvielsen finder sted på parkeringspladsen ved Horsedammen på Rævskærvej i Tornby.