EMNER

Fine kjoler af dynebetræk

Kvinder hygger sig, mens de syr og strikker til nødlidende. Kaffen betaler de selv - den koster en daler.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Karen Pedersen med nogle af tæpperne til Mother Teresa.

Når tv fokuserer på et af verdens brændpunkter, hvor Røde Kors eller Mother Teresa hjælper katastroferamte, spidser 30 kvinder fra Nørklekubben i Ingstrup øjne og ører. De samles nemlig år ud og år ind en gang om ugen - hvis vi lige ser bort fra sommerperioden - i Det gamle kæmnerkontor i Ingstrup for at strikke og sy til nødlidende. Men hidtil har ingen genkendt mønstre på hverken kjoler, trøjer eller tæpper som bevis på, hvor netop resultatet af deres anstrengelser er havnet. En hel del af kvinderne nøjes ikke med det ugentlige møde. De giver den også et ordentligt nap derhjemme med håndarbejdet og produktionen er overvældende. Alene Else Sørensen, Pandrup, nåede i fjor op på 350 lillepigekjoler til Røde Kors, fremstillet af bl.a. gamle dynebetræk og hun syr i gennemsnit 300 kjoler om året. I hvert fald. - Jeg har et syværelse derhjemme, så når der er en ledig stund, er der gang i maskinen. Det er også tit, jeg sætter nåle i til kjolelommer om aftenen, når jeg ser fjernsyn, fortæller hun. Nørkleklubben både syr og strikker til Røde Kors. Men strikkepindene lyner også for Mother Teresa og vinterens resultat er p.t. ved at være klar til at begynde den lange rejse til Indien. - Vi kører til Mother Teresas centrallager i Støvring med 80 hjemmestrikkede børnetrøjer og 43 store, strikkede tæpper til voksne, fortæller Nørkleklubbens formand Karen Pedersen, Ingstrup. Det er en dag, som syv-otte af kvinderne deltager i og ser særligt frem til. Inger Boesen, Ingstrup, er en af dem. Hun er vaks til at klippe mønstre, så mens fire andre lader symaskinerne hvine, sørger hun for, at der er foder. Men afleveringsdagen til Mother Teresa er også en shoppetur, fortæller hun. - Vi kører i to biler og det hører med, at vi skal omkring "Stof & Stil", hedder den vist, i City Syd efter elastik, tråd, nåle, kantebånd og den slags. Vi skal også have frokost i Bilka. Ja, vi betaler selvfølgelig selv. Det er meget værre med de private indkøb. På vejen til Støvring sidder vi på tæpperne i bilerne. På hjemvejen er der alt det andet. Et år havde én købt hynder til havestuen og vi har også haft plantesække, fortæller hun. Men Inger Boesen fremhæver formanden for, at det hele er i orden i Nørkleklubben. - Karen sætter det hele i system. Vi andre kommer bare, siger hun. Karen Pedersen kører også ud med garn til ældre, der ikke kan komme, og hun leder hele tiden efter garnrester og stof. Lageret er ved at være i bund, men bidrag kan afleveres i klubben. Selv klubkaffen betaler kvinderne selv, to kr. pr. gang.