Fingrene fra sukkerposen

Hvis du, kære læser, engang får tid og lejlighed til det, så skulle du sætte dig ind på en sydlandsk kaffebar og alene koncentrere dig om at studere kaffedrikkende mænds håndtering af de små sukkerposer, der sammen med skeen lægges på underkoppen, mens kaffen løber i koppen. Alle som én løfter de posen de med den ene hånd, sætter den fast mellem to fingre på den anden - parallelt med fingrene, hvorefter de - nødvendigt eller ej - ryster posen for at løsne sukkeret. Posen åbnes, indholdet hældes i koppen, posen smides på gulvet, der røres rundt med den ene hånd, mens den anden måske løfter en lille gewesen som skylles ned, inden kaffen følger efter. Opmærksomheden er konstant på de andre kaffedrikkere eller bartenderen, selve posehåndteringen er forlængst blevet - hvad fodboldlandstræner Olsen givet vil kalde - en automatisme. Fascinerende. Det er sukkerposerne egentlig også. For hvis man ikke lige er i en kæde-kaffebar, der byder på éns poser, hvor end man er, så er der trykt navn og adresse på baren. Og skulle man så engang have læst eller lyttet sig frem til, at en klummeskribent fra et københavnsk dagblad have gjort det sig til en vane at samle sukkerposer, når hun var ude at rejse, fordi hun synes, at det er chic at kunne byde sine sommerhusgæster sukker på dén måde, så kan man godt komme til pludselig at have alt for mange sukkerposer liggende i skåle her og der. Et barn kan nemt komme til at synes, at det er sjovt at samle sukkerposer, og så gør de voksne det til en - automatisme - at stikke dem i lommen. Altså kommer der flere og flere til, for ingen kan få sig til at åbne en pose fra de varme lande for blot at smide den væk bagefter, så hellere tage fra sukkerskålen, hvor den stødte melis ligger frit tilgængeligt, hvis man skal have sukker i. En skønne dag er én skål ikke nok, så lyt til et råd fra en nordjysk mandlig klummeskribent: Lad sukkerposerne ligge - eller hiv dem i stykker og smid dem på gulvet i baren! Men mindre man altså har lyst til at komme på en lille gratisferie i ny og næ ved blot at stikke næven i skålen, tage en pose frem og prøve at huske sig frem til lige netop dén café, dét sted, dén by, dét land og dé mennesker. Bagefter kan man tage en til, og en til ... eller lade dem ligge til en dag, hvor det regner.