Finland frister it-arbejdskraft med særlige tilbud

Et såkaldt "90 dages initiativ" i Finland skaber interesse hos it-folk i blandt andet USA og Canada.

En enlig fisker på en frossen sø  nær Lahti i Finland.  En kampagne rettet mod it-arbejdskraft udlandet lokker ansøgere til med gratis sygesikring, gode betingelser for forældre og en god balance mellem arbejde og fritid samt naturen i det nordiske land.

En enlig fisker på en frossen sø nær Lahti i Finland. En kampagne rettet mod it-arbejdskraft udlandet lokker ansøgere til med gratis sygesikring, gode betingelser for forældre og en god balance mellem arbejde og fritid samt naturen i det nordiske land.

HELSINKI:Finland har fået over 5300 jobansøgninger fra personer i it-sektoren i forbindelse med et særligt initiativ, som skal lokke eftertragtet arbejdskraft til landet.

Ansøgerne får i første omgang tre måneders ansættelse, bolig og al mulig hjælp med nødvendige dokumenter, skoler, børneomsorg og introduktion til hele it-sektoren.

- Vi ligger ikke øverst på listen over lande, som man vil flytte til, men vi ved, at når mennesker er kommet hertil, så er de tilbøjelige til at blive her, siger Johanna Huurre i Helsinki Business Hub, som står for kampagnen.

Hun siger til den britiske avis The Guardian, at det såkaldte "90 dages initiativ" skaber mest opmærksomhed og interesse i USA og Canada. Over 30 procent af ansøgningerne er kommet derfra.

De øvrige kommer fra andre lande verden over - fra Storbritannien til øen Vanuatu i den sydlige del af Stillehavet.

Ansøgerne er blandt andet tiltrukket af gratis sygesikring, gode betingelser for forældre og en god balance mellem arbejde og fritid samt af naturen i det nordiske land.

Finland har også en klar konkurrencefordel i forhold til mange andre - landets indbyggere er tre år i træk blevet rangeret som verdens lykkeligste.

It-virksomheder verden over har hårdt brug for specialiseret arbejdskraft.

En meget omfattende undersøgelse fra Boston Consulting Group (BCG) og The Network med deltagelse af 27.000 it-profiler fra 180 lande viste i 2019, at i en række lande vil flere end 70 procent af profilerne flytte for at fremme deres karriere.

I andre lande, eksempelvis Kina, vil en større andel arbejde i hjemlandet. USA indtog førstepladsen som it-profilernes favoritdestination, efterfulgt af Tyskland og Canada, mens London er profilernes foretrukne by, efterfulgte af New York og Berlin.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.