Finland vil gerne være vært for møde mellem Biden og Putin

USA's præsident vil mødes med sin russiske kollega. Finland tilbyder at lægge jord til.

Den finske præsident, Sauli Niinisto, har tilbudt, at Joe Biden og Vladimir Putin kan mødes i Finland. (Arkivfoto)

Den finske præsident, Sauli Niinisto, har tilbudt, at Joe Biden og Vladimir Putin kan mødes i Finland. (Arkivfoto)

HELSINKI:Finlands præsident, Sauli Niinisto, har tilbudt præsidenterne i USA og Rusland, at de kan holde et muligt møde på finsk jord.

Det oplyser en talsperson for den finske præsident fredag ifølge AFP.

- Når det kommer til dette mulige møde, så har Finland tilbudt USA og Rusland at organisere det, skriver talspersonen i en mail til nyhedsbureauet.

Tirsdag foreslog USA's præsident, Joe Biden, et møde med sin russiske kollega, Vladimir Putin.

Hensigten er at diskutere stigende spændinger mellem Rusland og Ukraine.

Et andet diskussionsemne kan blive de økonomiske sanktioner, som USA torsdag valgte at indføre mod både russiske privatpersoner og virksomheder.

Foruden sanktionerne udviste USA ti russiske diplomater.

Begrundelsen fra amerikansk side var, at russerne har blandet sig i valg i USA, et russisk hackerangreb og andre "fjendtlige handlinger".

Fredag har en talsperson for Putin sagt, at de nye sanktioner er "uacceptable".

Men samtidig bliver det kaldt "godt", at Biden søger en dialog med Putin, og ifølge talspersonen har Putin stadig et ønske om dialog med sin amerikanske kollega.

Finland har tidligere været vært for et møde mellem lederne af de to lande. Det skete i 2018, hvor Putin og Donald Trump, daværende præsident i USA, mødtes i Helsinki.

Mødet blev dog kritiseret af nogle i Finland. Årsagen var, at man kunne få det indtryk, at Finland var et neutralt land snarere end et vestligt orienteret land, der hørte til EU.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden