Aars

Finn Gregersen tog kegler

} KEGLEBILLARD: Det blev til en finaleplads til Finn Gregersen fra Tinghøj Billardklub i kampen om det jyske mesterskab i keglebillard i klasse C. Ikke alene vandt Tinghøj spilleren sin pulje, men sikrede sig samtidigt hjemmebane til finalen, der afvikles lørdag 19. marts i billardlokalerne på Tinghøj Idrætscenter. Finn Gregersen scorede hjemmebane i finalen takket være et højere gennemsnit end vinderen i den anden pulje, der blev afviklet i Aars. Langt hen i semifinalen tydede intet ellers på, at Gregersen skulle nå så vidt. Den første kamp mod Carsten Block, Klovborg blev ganske vist vundet. Men gennemsnittet på 14,81 var ikke imponerende. Efter 18 indgange i den anden kamp mod Jan Hoeck, Bov, havde Tinghøjspilleren 160 point og var bagud med 126 point. Men med dagens højeste serie på 166 point vendte Finn Gregersen fuldstændig slagets gang og lukkede kampen i 21. indgang, hvor han nåede de 400 point. I rundens tredje kamp sikrede Carsten Block, Klovborg sig deltagelse i finalen med en sejr over Jan Hoeck. Finalens to øvrige deltagere bliver Lars B. Nielsen, Aars og Henrik Lind, Bov.