Finn og Jacob skyder med skarpt

"Den sidste rejse"

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Finn går i hundene efter, at han tror, at hans ven Jakob er smadret af en lastbil.

Sådan har vi ikke fået dem før! Det er en skøn overraskelse at gå i biografen til, hvad man tror skal være en anstrengt kamp for at slæbe et lille comeback hjem - nejdak, tænker man, ikke noget med kunstigt åndedræt til Jydekompagniet. Men man tager fejl, gør man. Her er de to gamle komik-anarkister tilbage med en styrke som en tirret tyr og en skræmmende sort tilgang til den komik, vi engang kendte dem for. Nu med blod, vold, død, blødende flænger og sprøjtende blod og kødtrevler i et format, der får "Motorsavsmassakren" til at minde om "Mary Poppins". Det er selvfølgelig i høj grad Lasse Spang Olsens fortjeneste, for det er ham, der er filmens rygrad og fordøjelsessystem - instruktør, forfatter og fotograf - og hans hjelmmærke er overalt: Special effects, stunts, vildskab, kæmpeeksplosioner og de mest usandsynlige voldsomheder. Men det er Finn & Jacob, der fylder filmen ud med krop+ og hjerne og meget mærkelige måder at få historien til at bevæge sig videre på. Fra den supersjove brug af Finn Nørbygaards personlige nedturshistorie og fuldkomne fadæse i kløerne på Stein Bagger og til vores genopdagelse af ham - nu virkelig så down and out, som det er muligt at komme: Skraldespands-spisende, skodrygende, pislugtende, sårskorpe-dækket bums. Vi får så historien om, hvordan det gik så galt - og det viser sig, at han og Jacob Haugaard faktisk var ved at splitte op efter alle fiaskoerne i et fuldkommen udtæret parforhold. Finn stiger ud af bilen i raseri - og det næste han hører er braget, da en lastvogn smadrer bilen, han netop har forladt og slynger den i havet. Jacobs lig bliver aldrig fundet - Finn ender som et psykisk vrag og går i hundene - men bliver ved med at se Jacob alle vegne. Og dér starter filmen jo så reelt. For Jacob er selvfølgelig ikke død. Han er bare blevet bedemand i Sverige - OG lejemorder. Herfra udvikler handlingen sig både kulsort og fuldkommen absurd. Jacob beslutter at give Finn en chance mere (efter at han først er kommet til at skyde ham med en sværkalibret pistol) - men Finn er faktisk allerede så alkohol- og medicinskadet, at det kun kan gå galt. Det ser Jacob bare ikke - han er jo selv, "med sit nordatlantiske genom" dybt skadet gennem mange år. Det nytter ikke meget at fortælle videre i en handling, der dels lever af at være fuldkommen vanvittig, dels skal have lov at overraske sit publikum med alle de afsindige indfald, den er pumpet op med. Og det i en nedtonet, stilfærdig spillestil, der danner en forunderlig almue-udkants-idyllisk baggrund for de mest ubegribelige overgreb. Der er virkelig stor, tabubrydende humor på spil her - med en spillestil og nogle scener, der går virkelig tæt på grænsen for, hvad man troede, man nogensinde skulle se.Dan f. eks. dette billede på den indre skærm: En tykmavet, hulrøvet, pilskaldet Jacob Haugaard bøjer sig splitternøgen ind over en lige så nøgen Finn Nørbygaard i samme badekar - for at sy hans halvt afrevne næse sammen med nål og tråd, midt i det grumsede badevand - og selvfølgelig uden bedøvelse. Hvilket betyder mindre, efter som samme Finn er fuldkommen udtamponeret med lykkepiller og ketoganer. Det er et meget godt billede på, hvordan filmen kører med os - men også på de to gamle komikeres vilje og evne til at lægge nye spor ud i komikkens vanskelige verden. Godt gået - og et herligt gensyn. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "Den sidste rejse" Danmark 2011. Instruktør, manuskript og fotograf: Lasse Spang Olsen Manuskript udviklet af Lasse Spang Olsen, Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard Musik: Georg Keller En time, 26 min. Till. o. 11 år. Danmarkspremiere i bl.a. Aalborg, Frederikshavn, Hjørring, Hjallerup, Hadsund, Løgstør, Nykøbing Mors, Pandrup, Skørping og Thisted.