Retspleje

Finn Pedersen udsat for politisk forfølgelse

SÆBY:Advokat M. Kammer Pedersen fra Advo Nord i Frederikshavn mener, at Finn Pedersen har været udsat for politisk forfølgelse af værste skuffe, og at der direkte har været tale om en hetz. - Jeg har aldrig været ude for noget lignende, konstaterer Kammer Pedersen. Advokaten har ført sagen for den tidligere leder af Sæby Renseanlæg, Finn Pedersen, og uden at ville sætte navne på nogle personer i Sæby Byråd, mener han, at sagen og beskyldningerne har været fremført på et forkert og tyndt grundlag. Samtidig understreger Kammer Pedersen, at også forvaltningen i Sæby Kommune har været useriøse i behandlingen Finn Pedersens fyringssag. - Dommen taler jo et tydeligt sprog. Ganske vist fik vi ikke erstatning for tort, men det er der heller ikke retspraksis for. Dommen er meget tilfredsstillende og frikender min klient for beskyldningerne, siger Kammer Pedersen, der samtidig må konstatere, at Finn Pedersen har svære vilkår for at leve et almindeligt liv efter den tre år lange sag.