Finpudset X-Trail

Den største nyhed i den netop faceliftede Nissan X-trail er en glimrende 2,2 liters dieselmotor med 136 hk.

Det er ikke fordi, man støder ind i den nye Nissan X-Trail på hvert et gadehjørne. Den kraftfulde og netop faceliftede model har nok sine tilhængere, men populær som Toyotas Rav 4 er den aldrig blevet - i hvert fald ikke i den indre by og blandt smarte café-gængere. Dertil har bilen hidtil haft et lidt for firkantet og lidt for udtalt offroad look. De kantede macho linjer har Nissans designafdeling forsøgt at glatte lidt ud i den nye og faceliftede version uden de af den grund er gået for meget på kompromis med dets særegne design - og det er godt. Designet, den store frihøjde og den lange, høje kølerhjelm giver en følelse af at kunne køre gennem hvad som helst. Ret beset er den eneste større nyhed i den nye X-Trail 2.2 dCi dieselmotoren, der er blevet opgraderet fra 114 hk til 136 hk og som vi kender fra Renault. Momentet er steget fra 270 Nm til 314 Nm og det kan mærkes. Den større effekt er blandt andet tilvejebragt ved at montere en større ladeluftkøler, og så har motoren også fået et andet styreprogram. I folkemunde hedder den slags chiptuning. I terræn klarer den store Nissan sig godt, ikke mindst på grund af den store frihøjde og firehjulstrækket, om end man ikke skal forvente sig Land Rover - agtige præstationer. På landevejen har det også hjulpet, at der er blevet ændret ved motoren. Støjniveauet er sænket i forhold til forgængeren. For dieseløkonomien er det også fint, at bilen har et forholdsvist højtgearet 6. gear, der både sikre lave omdrejninger og et lavt brændstofforbrug. Stort moment Kører man med trailer kommer man til at sætte pris på den smidige motor, der nok leverer det maksimale drejningsmoment på 314 Nm ved 2000 o/min, men hvor der er rigeligt med kræfter helt fra 1500 o/min - også selv om man kører med en trailervægt på de maksimale 2 tons. Indvendigt er man gået forsigtig til værks. De meget firkantede linjer er blevet blødt lidt op og så er noget så vigtigt som kopholderne kommet ud i hjørnerne, hvor de er placeret helt korrekt. Om den faceliftede version bringer flere X-Trails ind i cafe' kvarterene kan vi godt tvivle på. Men for de, der sætter ydelse over design, så er den nye 2,2 liters diesel et fornøjeligt bekendtskab.