Fint farvel til Muren

FILM "Good bye, Lenin!" Seks røde stjerner, alle femtakkede. Mindre kan ikke gøre det, når man har set så varm, klog, sød, bevægende og fantastisk morsom en film. Den kan det hele. Alex' far forsvinder til Vesten, da han er lille. Hjemme i DDR betyder det nedtur for familien. Mor kaster al sin lidenskab i arbejdet for sociale fremskridt i mønsterstaten. Alex bliver mere systemkritisk og ønsker Muren væltet ligesom alle andre på hans egen alder. Men da det endelig sker den mindeværdige oktober 1989 ligger hans mor i koma. Da hun kommer til sig selv otte måneder senere lyder lægens ordre: Ingen sindsbevægelse. Det vil slå hende ihjel. Alex kan ikke forestille sig nogen større sindsbevægelse end det, at Muren er væk og partiet ligeså. Så han kaster sig ud i en heltemodig og umulig kamp for at fastholde hjemmet i DDR-tiden. Ikke let, når tv er vestligt, Burger King og Coca Cola rykket ind - og Trabanterne skiftet ud med BMW og Mercedes. Det er så episk en heltegerning, at der kun kan komme en storslået film ud af det - men samtidig en film så fuld af fortvivlende komik, at det næsten ikke er til at bære. For det er jo alvor. Hvor profant det end lyder, at man skal skaffe gamle DDR-syltede agurker i en verden, hvor fabrikken døde samme dag Muren væltede. Og samtidig er det en poetisk, eksotisk historie fra en tid, hvor enorme kræfter slap deres tag i et helt folk, en hel verdensdel. Hvor illusioner brast, løgne afsløredes og afløstes af andre, hvor virkeligheden blev til farce og farcen til virkelighed. Det er så fint krystalliseret i dette miniunivers af kærlighed, savn, længsel og smerte, at man ikke er helt sikker på, hvor tårerne kommer fra, når man hist og her må viske et par af dem bort. Det er helt utvetydigt en af de bedste film, vi har set i Danmark i år. For den formår faktisk at fortælle svære politiske og ideologiske sammenhænge helt enkelt og ordløst, så man føler dem snarere end fatter dem. Dens klogskab er stor, når den formår at vise, hvordan kærlighed kan flytte bjerge og skabe virkeligheder, der slet ikke findes. Når den viser os, hvor lidt der skal til, for at vi kan tro på en løgn. Lidt tv-manipulation, et par kostumer og en nødtørftig instruktion. Hvor langt kan man så ikke komme, hvis man har en enorm, højprofessionel propagandamaskine til sin rådighed, kunne være en undertekst. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "Good bye, Lenin!" Tyskland 2002. Instruktør Wolfgang Becker. En time, 58 minutter. Till. f. alle. Biffen, Aalborg. Danmarkspremiere