Turisme

Fint hæfte om gamle dage

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det fine hæfte om den nye rute blev straks studeret indgående.

BLOKHUS:Over 100 turister og lokale var torsdag med til at indvie en kulturhistorisk vandrerute i og omkring Blokhus. Den er udarbejdet af turistmedarbejder Lotte Kande for Jammerbugt Turistbureau Blokhus med venskabelig konsulenthjælp fra Harald Klitgaard, der er manden bag Blokhus Sømærke og bogen om Blokhus "Fra istid til ispind". Ruten er beskrevet i et fint lille hæfte og meningen er, at interesserede følger vejledningerne til at gå på opdagelse i fortiden i Blokhus. Tekst og billeder fortæller om 11 karakteristiske steder såsom Kacelligården, busten af Thomas Olesen Løkken, vraget af De tre Venner, Niels Jensens Hus og et typisk fiskerbondehjem fra 1785, der nu er i privateje. Tyskernes efterladenskaber fra Anden Verdenskrig er også med i ruten. Butikken Høkervej 4 var en af dem. Den var kanongarage og lod sig – ligesom 22 andre bunkere i området - ikke fjerne efter krigen. Væggene er lavet af tre meter tykt jernbeton og det fornemmes bedst inde i lokalet, står der i vejledningen. Hæftet, der er på 12 sider, er en oplagt souvenir fra Blokhus ud over, at det er inspirationskilde til flotte traveture. – Vi forestiller os, at der udarbejdes flere tilsvarende kulturhistoriske ruter rundt om i Jammerbugt Kommune. Til næste år fra området ved Bratskov i Brovst, sagde kommunens turistchef Finn Hagedorn ved indvielsen, der foregik ved mindestenen over druknede fiskere og redningsfolk. Også den er beskrevet nøje og det fortælles, at Blokhus Strand Baadlaug hvert år i februar mindes dem ved at lægge en krans. Hæftet, Autentisk kulturhistorie i Blokhus, kan hentes på turistkontoret.