Fintfølelse gav alarm

Måleudstyr gav falsk alarm om forurenet drikkevand

Maria Anthony
Colibakterier har tidligere været skyld i lange perioder med kogepåbud af drikkevand andre steder i landet - men i Hjørring var det falsk alarm, da der tirsdag blev konstateret colibakterier i en vandprøve. Foto: Bente Poder
Forurening 26. september 2007 06:00

HJØRRING/HIRTSHALS: Da Hjørring Vandselskab tirsdag fik resultatet af en række standardprøver af drikkevandet i går tirsdag, blev der slået alarm og tilkaldt embedslægeinstitution. Prøverne, som var blevet foretaget i Hirtshals, Tornby og det nordlige Hjørring, fredag eftermiddag, viste nemlig udslag af såkaldte colibakterier. Netop den type bakterier har tidligere voldt problemer i vandforsyningen andre steder i landet, her var der dog tale om en type colibakterie, der er noget mere harmløs, end den såkaldte E Coli, som stammer fra forurening med fækalier. Den første vurdering fra forsyningsdirektør i Hjørring vandselskab, Jon Lemming, lød på, at der måtte være en læk et sted i ledningsnettet, hvorved jord havde forurenet vandet med colibakterien. Kontrol viste nul Da analyseresultatet af en række kontrolprøver forelå tirsdag eftermiddag, kunne forsyningsdirektøren og de mange forbrugere dog ånde lettet op. - Samtlige måleresultater viser 0 i indhold af colibakterier, så vores konklusion er, at der har været en unøjagtighed omkring måleudstyret i fredags, siger forsyningsdirektør, Jon Lemming. Kontrolmålinger af drikkevandet foretages hele tiden, og i dag er måleudstyret så fintfølende og avanceret, at der ikke skal ret meget til, før man får et forkert udslag. En falsk alarm, så at sige. Ingen grund til uro Det forklarer forsyningsdirektør, Jon Lemming, der glæder sig over, at udstyret samtidig med, at måleudstyrets standard gør det nemt og hurtigt at foretage rutinetests. - Men udviklingen i måleudstyret gør så også, at vi jævnligt oplever at få et misvisende måleresultat. Der skal simpelthen ingenting til, før der er udslag, siger han. Hjørring Vandselskab leverer vand til forbrugerne i hele den nordlige del af Hjørring Kommune i området, der strækker sig fra Hirtshals over Tornby til den nordlige del af Hjørring bys udkant. I de kommende dage foretager vandselskabet en række ekstra kontrolmålinger for at være helt sikre på, at alarmen om colibakterier i drikkevandet var falsk og skyldtes måleudstyret. - Det er helt sikkert at drikke vores vand, og gerne i rigelige mængder, siger forsyningsdirektør, Jon Lemming.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...