Finurlig fakir

Dette er endnu en filmatisering af en roman af Bjarne Reuter. Det er efterhånden sket en del gange, siden Bille August for alvor fik hul på bylden med "Zappa" for over 20 år siden.

Og de efterhånden ganske mange Reuter-filmatiseringer er sket med særdeles skiftende held. Der er nemlig rigtig mange film, der simpelthen har manglet stemning eller et troværdigt Reuter-univers. Sådan er det ikke med "Fakiren fra Bilbao". Den er rigtig vellykket. Her får vi hele Bjarne Reuters fornemmelse for finurligt univers. Her får vi en god, charmerende og ganske uskadelig kriminalhistorie. Her får vi et aldeles henrivende skuespil, men først og fremmest får vi en film, der hænger godt sammen og som er spækket med herlig humor. Det handler om tvillingerne Tom (Aksel Leth) og Emma (Julie Zangenberg). Deres far er død for flere år siden, og deres mor, Sidse Babett Knudsen, har været forvirret lige siden. Rigtigt forvirret. Nu flytter familien ind i et hus, der har været forladt i 50 år. Det trænger til en kærlig hånd. I huset finder de en ånd, eller er det snarere et rigtigt menneske, der har været spærret inde i en kuglepen i 50 år. Og de finder IKKE en skjult skat. I hvert fald ikke i starten. De finder i stedet nogle hæslige forbrydere, der konstant prøver at komme ind til deres skjulte skat. Det lyder sygt og urealistisk, men det er sjovt. Det er det også, fordi ganske mange skuespillere i denne film leverer et herligt og munters skuespil. Sidse Babett Knudsen som den forvirrede mor er aldeles vidunderlig. Ole Thestrup har et dobbeltjob som ejendomsmægler og bedemand, og han er aldeles grotesk og morsom, når han står foran sin lille krematorie-ovn. Peter Ganzler er sammen med den svenske indvandrerskuespiller Fares Fares filmens skurkepar. De er uhyggelige på en ganske hyggelig måde. Og Julie Zangenberg og Aksel Leth i de to teenageroller kommer også godt frem billedet. Vi må heller ikke glemme Moritz Bleibtreu, der spiller den ildelugtende, smådumme, naive fakir, så ikke et øje er tørt. Så er der scenografien. En uhyggelig, faldefærdig slotsagtig villa på Langeland. Alene den kulisse er også i høj grad pengene værd. Samlet set er "Fakiren fra Bilbao" et ganske godt valg som julefilm for børnene og deres forældre. En smule uhygge truer hist og her, og filmen frarådes børn under 7 år. Personligt turde jeg godt tage femårige med ind at se den, med mindre de er meget sarte, for det er altså hyggen, der er i højsædet. Også når det er uhyggeligt.