Fire betjente fyret efter brutal anholdelse af sort mand

Ny sag om en sort mands død har vakt debat om racespørgsmål og brugen af unødig politivold.

Aktivistbevægelsen Black Lives Matter er gået ind i sagen om George Floyds død. Her ses en demostrant fra bevægelsen. (Arkivfoto)

Aktivistbevægelsen Black Lives Matter er gået ind i sagen om George Floyds død. Her ses en demostrant fra bevægelsen. (Arkivfoto)

MINNEAPOLIS:Fire politibetjente er blevet fyret i den amerikanske delstat Minnesota efter en episode, hvor en sort mand mistede livet.

Det skriver borgmesteren i byen Minneapolis, Jacob Frey, på Twitter tirsdag.

Optagelser fra episoden viser, at den sorte mand blev holdt ned mod asfalten af en politibetjents knæ i flere minutter.

Manden siger gentagne gange, at han ikke kan få luft. Han ser ud til at miste bevidstheden, mens politibetjenten fortsætter med at mase ham ned, og tilskuere råber, at det skal stoppe. Senere mister manden livet.

De fire betjente, der er blevet fyret, var alle involverede i hændelsen.

- Det, jeg så, var så forkert på alle niveauer. At være sort i Amerika burde ikke være en dødsdom, skriver borgmester Jacob Frey.

Lokale medier identificerede offeret som George Floyd, en mand i 40'erne.

Ifølge politiet modsatte Floyd sig fysisk en betjent, hvorfor han blev lagt i håndjern. Han var angiveligt mistænkt for at have kørt narkokørsel.

Det var politiet, der tilkaldte en ambulance til stedet, og hans død beskrives i rapporten som "en medicinsk hændelse".

Den demokratiske senator Amy Klobuchar kræver en undersøgelse af hele forløbet.

- De involverede skal holdes ansvarlige for det, der er sket. Retfærdigheden skal ske fyldest for denne mand og hans familie, skriver Klobuchar på Twitter.

Sagen har i USA på ny vakt debat om racespørgsmålet og brugen af unødig politivold.

Omstændighederne ved Floyds død trækker spor tilbage til Eric Garner, der i 2014 blev brutalt anholdt i New York.

Garner, der var en afroamerikansk mand, sagde også, "jeg kan ikke trække vejret" flere gange, mens han blev holdt ned mod et fortov og senere døde.

Garners sidste ord blev en national opfordring til en større reform af strafferetspleje og politiets ansvar.

/ritzau/dpa

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.