Udland

Fire betjente og en canadier dræbt i krydsild i Jordan

En gruppe af turister er ifølge nyhedsbureauer fanget mellem politi og bevæbnede personer ved en gammel borg.

Fire politifolk og en canadisk kvinde er blevet dræbt i byen Karak i Jordan. Det skriver flere nyhedsbureauer og britiske BBC.

Det skete, da bevæbnede mænd åbnede ild mod politipatruljer i byen. Mindst ni andre meldes såret.

De bevæbnede mænd har efterfølgende søgt tilflugt i en borg fra korstogstiden, skriver AFP. Ifølge Reuters skyder de mod politiet fra borgen, der er et populært turistmål og ligger på toppen af en bakke.

Her menes en gruppe turister at være fanget mellem de bevæbnede personer og politiet, der har omringet borgen.

Premierminister Hani al Mulki har ifølge Reuters fortalt Jordans parlament om "et antal" dræbte. Han har også oplyst, at sikkerhedsstyrkerne har omringet borgen.

Angribernes identitet kendes ikke.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.