Fire dage med fest

Der bliver aktiviteter for folk i alle aldre

Ø.BRØNDERSLEV:Øster Brønderslev Idrætsforening indleder torsdag sin sommerfest. Torsdag bydes der på det uofficielle kommunemesterskab for poder, mikro og miniput for både drenge og piger. Torsdag formiddag er der også motionsløb på 6 og 12,5 kilometer. Det er løbeklubben L’ØBI, der står bag dette indslag, og alle kan stille op. Om aftenen er der fællesspisning i feltteltet, og maden laves af det lokale madhold for herrer, der har Lene Ziegler som leder. Menuen står på dansk bøf med løg samt isdessert. Der sælges billetter hos Spar i Ø. Brønderslev til og med tirsdag. Ø. Brønderslev Byorkester fejrer 25-års jubilæum med koncert i festteltet torsdag aften. Fredag bydes der på et børnearrangement med ponyridning, legetøjsmarked med brugt legetøj, og der bliver også snobrødsbagning. Der vil også være boder, hvor der er mulighed for at skyde med en stor slangebøsse, ligesom der kan skydes efter både balloner og dåser. Der vil også være en fiskekonkurrence for alle de små. En tegnekonkurrence bydes der også på. Her lyder opgaven på at tegne eller male et billede af sommerfesten, og aflevere den i teltet senest klokken 16. Tegningerne bliver udstillet i teltet lørdag, hvor vinderen kåres. Aalborg Go-kartklub viser deres flotte go-kart. Outgeau Boys Toys fra Ø. Brønderslev demonstrerer legetøjet og transportmidler til born og voksne. Der spilles en fodboldkamp i serie 4 mellem Ø. Brønderslev og Østervrå, mens damerne fra Ø. Brønderslev skal møde Tylstrup. Der bydes på Rock og fadøl i festteltet, hvor der er musik af De Ubehagelige Typer. Polina optræder med strip-tease to gange i løbet af de sene aftentimer. Lørdag bliver der også en masse aktiviteter. Der bliver cykelløb for børn. Fodboldpiger og –drenge fra årgang 1989-1993 cykler penge ind til en Spaniens-tur. Der bliver også et sponsorcykelløb, hvor lokale cykelryttere kører sponsorbidrag. Løbsspeaker er Lars Bisgaard fra NORDJYSKE Medier. Der bliver et stjerneløb for gadehold. Byens og omegnens gader stiller hold til et stjerneløb, og der er en vandrepokal til vinderen. Om aftenen er der fest i teltet, hvor der serveres helstegt pattegris med tilbehør. Underholdningen står Sussi & Leo Loka-A-Like for. Musikken leverer The Sixties Danceband. Endelig søndag bliver der en Falck-opvisning med brandslukning. Der bliver søndag eftermiddag et stort familiebankospil, og her er byrådsmedlem Ole Jespersgaard opråber. Der sluttes med gratis kaffe og kage i festteltet søndag.