Fire dage med sjov i Søanlægget

Farsøfesten er lige om hjørnet med tivoli, musik og sjove konkurrencer

Musik 12. august 2007 06:00

FARSØ: Årets store byfest i Farsø er forlængst planlagt, og i den nærmeste uge går det løs. Som sædvanligt foregår det meste af festen i de kønne omgivelser i Søanlægget. Programmet er der heller ikke noget i vejen med, mener arrangørerne. Faktisk er medlemmerne af byfestudvalget rigtig godt tilfredse med den underholdning, de har sat sammen til publikum i år. - Vi glæder os for eksempel over, at KNA Connected, der optræder i det store telt lørdag aften, er blevet et rimeligt stort hit hen over sommeren, siger Brian Otte, formand for byfestudvalget. Andre musikere er nærmest sikre hits, som for eksempel Sussi og Leo, der går på scenen to gange søndag eftermiddag, og Tørfisk, der er garant for god stemning i det store dansetelt søndag aften. - Salget til grisefesten fredag aften går godt, og vi forventer mindst 300 til spisning. Der er flere af vores sponsorer, der laver en firmafest ud af det, siger Brian Otte. Farsøfesten starter som sædvanligt med Farsøløbet onsdag aften, men ellers er der gang i løjerne i Søanlægget fra torsdag aften. Her åbner Herning Tivolipark, og det er også denne aften, man kan følge otte lokale helte, der dyster i konkurrencen Stjernetræf. De fire klubber bag Farsøfesten, FUIK, Farsø Rideklub, Farsø KFUM Håndboldklub og Farsø Badmintonklub stiller med to deltagere hver. Et nyt indslag i Farsøfesten bliver maratonløbet lørdag, som arrangeres i samarbejde med Farsø Tri & Trim. Ruten er en 21 kilometer lang rundstrækning, idet der både skal løbes en maraton og en halvmaraton på ruten. Søndag byder, ud over masser af musik, også på det store byfestoptog, hvor Kimbrergarden går i spidsen for de pyntede vogne gennem byen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...