Fire danske soldater såret

En dansk soldat på 24 år er indlagt med svære kvæstelser efter at have kørt på en vejsidebombe i Afghanistan. Tre andre er lettere såret. Opdateret kl. 14.47.

Arkivfoto: Scanpix.

Arkivfoto: Scanpix.

To vejsidebomber i Helmand-provinsen har såret fire danske soldater, der er udsendt som en del af styrken i Afghanistan, oplyser Hærens Operative Kommando. Den ene er indlagt med svære kvæstelser, og hans tilstand er kritisk. Den hårdt sårede er en 24-årig konstabel fra Charlie-kompagniet ved Gardehusarregimentet i Slagelse. Hans pårørende i Danmark er underrettet. Han blev først offer for én vejsidebombe, og da andre soldater rykkede ud for at undsætte ham, blev de ramt af en ny vejsidebombe, som sårede yderligere tre. Med helikopter blev den 24-årige fløjet til felthospitalet i Camp Bastion, mens de andre blev evakueret til felthospitalet på Kandahar Air Field. Alle tre er uden for livsfare. To af dem ringede efter behandlingen selv hjem til deres familier, oplyser Hærens Operative Kommando. /ritzau/