Udland

Fire dræbt i angreb mod sikkerhedstjenester i Kasakhstan

Tre betjente og en civil er blevet dræbt af bevæbnede mænd i angreb mod sikkerhedstjenester i byen Almaty.

Tre politifolk og en civil er blevet dræbt i to væbnede angreb mod henholdsvis en politistation og en afdeling af det nationale sikkerhedsudvalg i Kasakhstans største by, Almaty. Angrebene fandt sted mandag formiddag lokal tid.

Det oplyser landets indenrigsministerium i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.

Dele af byen, der er Kasakhstans finansielle hovedstad, er lukket ned efter hændelsen.

To formodede gerningsmænd er mandag eftermiddag anholdt.

Den ene menes blandt andet at have dræbt en lokal beboer i forbindelse med et mislykket biltyveri efter angrebet på politistationen.

- En af angrebsmændene forsøgte at stjæle en bil fra en civil borger. Som et resultat af dette, blev bilisten såret og døde senere, lød det tidligere mandag fra myndighederne ifølge nyhedsbureauet Tass.

Han er også mistænkt for at angribe politistationen i Almaty, hvor han skød en betjent og tog hans pistol. Den mistænkte skød derefter to andre betjente, før det lykkedes politiet at anholde ham.

Ifølge de foreløbige oplysninger er der tale om en 27-årig mand med tidligere domme bag sig.

- Han er også mistænkt for at have dræbt en kvinde i weekenden, tilføjer indenrigsministeriet.

Mandag eftermiddag er der endnu ikke nogle nærmere detaljer om den anden anholdte.

Lokale medier rapporterer ifølge AFP, at mindst syv politibetjente er indlagt på hospitalet efter angrebene.

Terroralarmberedskabet i Almaty er blevet hævet til det højeste niveau.

Kasakhstan er rystet af en række voldelige episoder de seneste måneder.

5. juni gik bevæbnede mænd amok i den nordvestlige by Aktobe nær den russiske grænse. Her dræbte de tre civile i to våbenbutikker, før de stormede en militærbase med en kapret bus og dræbte tre soldater.

I en erklæring i sidste måned kaldte præsident Nursultan Nazarbayev angrebsmændene for "tilhængere af radikale pseudoreligiøse grupper" og tilføjede, at gerningsmændene havde "modtaget ordrer fra udlandet".

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst