Fire dræbt og 28 såret af granat mod turisthotel i Kashmir

SRINAGAR:Fire mennesker blev lørdag dræbt, og 28 andre blev såret, da militante kastede en granat ind i et hotel i Pahalgam, et populært feriested i den urohærgede Kashmir-region i Indien. En talsmand for politiet sagde, at granaten eksploderede i spisesalen. Hovedparten af de sårede var turister, og flere af dem var i en kritisk tilstand. En mindre kendt militant islamisk gruppe, Al Nasereen, påtog sig straks skylden for angrebet i en telefonopringning til et lokalt nyhedsbureau. I en anden episode lørdag blev 23 mennesker såret ved en granatsprængning på en markedsplads i Kupwara-distriktet i det nordlige Kashmir. Det overvejende muslimske Kashmir har i en årrække været præget af sammenstød mellem militante islamiske grupper, som kræver uafhængighed, og indiske styrker. /ritzau/AFP