Fire druknede sømænd bjærget efter forlis

Fem sømænd reddet ombord på Vædderen

TÓRSHAVN: Redningsfolk fra Færøerne og det danske søværn havde tirsdag eftermiddag bjærget fire døde mænd fra havet i forbindelse med, at fragtskibet Jøkulfell under islandsk charter i nat sank godt 60 sømil nordøst for Færøerne. Flere skibe - herunder to fra redningstjenesten på Færøerne, det danske søværns Vædderen samt en norsk og en russisk fiskebåd - ledte fortsat i området efter yderligere to sømænd, som savnes. Da skibet sank natten til tirsdag, lykkedes det helikoptere hidkaldt fra Færøerne via nødhjælpsopkald at redde fem mænd, der blev samlet op fra havet i overlevelsesdragter. De fem kom ombord på Vædderen og har det efter omstændighederne godt. I alt 11 mænd - otte fra Estland og tre fra Rusland - befandt sig ombord på den dansk-ejede Jøkulfell - da den sent mandag aften udsendte nødkald. Nogle timer senere væltede skibet og sank i løbet af få minutter. Foruden skibene ledte også et islandsk fly samt helikoptere efter de sidste to mænd. Ifølge Færøernes Radio vil eftersøgningsarbejdet fortsætte, så længe der er håb om at kunne finde de sidste to mænd i live. Tirsdag eftermiddag var vejret imidlertid dårligt med svær sø. Jøkulfell ligger på 2000 meters dybde, og der advares om, at containere samt andre ting fra det sunkne fragtskib flyder rundt i havet i området. Fragtskibet er danskejet, indregistreret på Isle of Man og chartret ud til det islandske rederi Samskip. Det var på vej fra Liepaja i Letland til Rødefjord og Reykjavik på Island med 2000 ton stål. Da skibet udsendte nødkald, var vejret rimeligt - vinden blæste med godt 15 meter i sekundet, og bølgehøjderne var omkring seks meter. Foreløbig gættes der på, at årsagen til at skibet sank, var, at lasten havde forskubbet sig, eller at skibet var blevet ramt af en forkert sø. /ritzau/