Fire familier boede i små lejligheder på skole

BRØNDERSLEV:- Det var ikke megen plads, vi havde. Det forklarer 59-årige plejer Svend Grubak fra Brønderslev, der forleden genså de små rum, der i flere år var familiens hjem. Værelserne var i tagetagen på Skolegades Skole - bygningen ud mod Skolegade. Hertil flyttede familien 1. april 1948, da Svend Grubak var fire år. Han husker, at familien 1. oktober 1953 flyttede til boligen Vestergade 33 - boligforeningens nyopførte ejendom på hjørnet af Vestergade og Fasanvej. Svend Grubaks forældre var Anne Lise og Emil Nielsen. Under Anden Verdenskrig var der mangel på boliger, og Brønderslev Kommune tilbød nogle børnefamilier at bo i tagetagen på Skolegades Skole. - Det var ikke mange kvadratmeter, vi havde at bo på, konstaterer Svend Grubak. Han mindes, at der var masser af børn på skolen dengang. Svend Grubaks lillesøster, Birthe Grubak Nielsen, der nu bor i Hofors i Sverige, er født på skolen. - Vi var nok fire familier, der boede på Skolegades Skole, fortæller han. Da han besøgte barndommens bolig, genså han trappeafsatsen. - Den så ligesådan ud, da vi boede her, fortæller Svend Grubak. Der var udgang fra boligerne til bagsiden af bygningen. Svend Grubak gik i skole på Tygelsgades Skole, hvor han gik i to år men kom så på Skolegades Skole. I dag benyttes lokalerne ikke. En del rør til udluftning med mere er ført op på loftet. Skoleinspektør Torben Mikkelsen fortæller, at der i skolens 100-års jubilæumsskrift fortælles om boligerne. Skolen blev taget i brug i 1889.