Fire garder danner ét stort orkester

STØVRING:Fire nordjyske garderkorps har sat hinanden stævne i morgen, lørdag, på Bavnebakkeskolen i Støvring. Egentlig skulle arrangementet være løbet af stabelen i Aalborg på Filstedvejens skole, oplyser formanden for Aalborg Garden, Karin Ødum. 150 tilmeldte Men garderstævnet må i stedet afvikles i Støvring, da Nøvling Cup i håndbold optager skolen i Aalborg, og derfor bliver det Bavnebakken der lægger plads til de mange deltagere fra hele Nordjylland. 150 gardere er tilmeldt, fortæller Karin Ødum videre. Foruden Aalborg Garden deltager garderne fra Løgstør Garden, Brovst Pigegarde, Tordenskioldgarden og Frederikshavn Garden. Øver udvalgt repertoire Og deltagerne kommer ikke til at kede sig, ifølge det program som er lagt for stævnet. Om formiddagen bliver de delt op i mindre grupper, alt efter hvilket indstrument de spiller på. Det er stemmer som solo-cornet, anden-cornet, marchtromme, baryton, trombone og fløjte. Der er hyret 11 instruktører til at undervise de 150 deltagerende gardere i et udvalgt repertoire, fortsætter Karin Ødum. Ét stort orkester I løbet af formiddagen vil de musicerende gardere øve på deres stemmer i repertoiret og over middag vil garderne blive sat sammen i lidt større grupper. Hele stævnet vil slutte med, at samtlige deltagere spiller sammen i ét stort orkester. -Vi forventer en dag med stort udbytte, og vi slutter af med socialt samvær om aftenen, slutter Karin Ødum.