Fire indlagt efter gasudslip

Fire mænd indlagt på sygehus efter gasudslip på trawler i Hirtshals Havn søndag aften.

Politiet fik melding om uheldet søndag kl. 18.46. En slange fra et køleanlæg var hoppet af, og der strømmede freon ud i rejetrawleren Ocean Prawn. Fire mænd på trawleren kom til at indånde noget af gasarten og fik det dårligt. - Freon er en gasart, som indeholder klor. Det betyder, at man i værste fald kan få vand i lungerne, hvis man indånder det, siger vagtchef Poul Badsberg fra Nordjyllands Politi. De fire mænd blev bragt til observation på sygehuset i Hjørring. Efter hvad politiet har fået oplyst, er de fire dog kun kommet lettere til skade. Arbejdstilsynet vil mandag undersøge trawleren for at tjekke, om alle sikkerhedsregler blev overholdt, da uheldet skete.