Lokalpolitik

Fire kommuner tager ærlig snak OPGAVEFORDELING: Hvad kan en storkommune med NIbe, Støvring, Skørping og Sejlflod tage sig af

STØVRING:- Det er vigtigt med en ærlig snak, sådan vi får talt om, hvad der er kritisk og hvad der er positivt, understreger borgmester Anny Winther efter hun var vært for økonomiudvalgene i de tre-fire kommuner, som Støvring mener kan være løsningen, når man taler kommunesammenlægninger. Den brede kommunemodel, som Strukturkommissionen blandt andet peger på, forudsætter et befolkningsgrundlag på 30.000 indbyggere. Støvring, Sejlflod og Skørping vil have 33.000 indbyggere og beslutter NIbe sig for at være med, bliver kommunestørrelsen 40.000 indbyggere. - Hvordan ser det så ud, det har vi bedt kommunaldirektørerne og deres forvaltningschefer kikke på og komme med et oplæg til, når vi mødes igen 9. marts, fortsætter Anny Winther og opregner fire områder, som en større kommune kan tage sig af. Det gælder sundhedsopgaver, socialpsykiatrien, specialundervisning og hele beskæftigelsesområdet. Skørping og Støvring byråd har drøftet en kommunesammenlægning og går ind for fire-kommuneløsningen, mens Nibe og Sejlflod ikke har taget stilling. - Nogen har jo meldt ud, at de vil til Aalborg, så det er vigtigt at vi er ærlige over for hinanden og drøfter mulighederne, slutter Anny Winther, som også har noteret sig, at der andre steder i landet er planer om endnu større kommuner med over 100.000 indbyggere, hvilket ville svare til en sammenlægning af samtlige kommuner i Himmerland. Men så stor kommune er ikke på tale mellem de fire kommuner syd for Aalborg.