EMNER

Fire landsbyer i kamp

Hvem har gjort det bedst? Blære, Hvalpsund, Ranum eller Fjelsø?

Multikulturhuset i Ranum er blevet grundigt fejret, blandt andet her ved rejsegildet. Nu er det en af fire favoritter til at få kommunens nye landsbypris. Arkivfoto: Grete Dahl

Multikulturhuset i Ranum er blevet grundigt fejret, blandt andet her ved rejsegildet. Nu er det en af fire favoritter til at få kommunens nye landsbypris. Arkivfoto: Grete Dahl

43 priser ville nok være i overkanten. Men en fire stykker kunne man godt argumentere for. I hvert fald er det svært at indvende noget mod de fire kandidater til at blive årets landsby blandt de 43 af slagsen i Vesthimmerland Kommune. Landsbyerne kommer fra hver af de fire moderkommuner, der blev til Vesthimmerland for snart to år siden. Hvalpsund fra Farsø, Fjelsø fra Aalestrup Ranum fra Løgstør samt Blære fra Aars. Det er første gang at prisen uddeles, når vi når til torsdag den 30. oktober. Her står Landsbyrådet for uddelingen, og det bliver noget af en opgave at sortere mellem ildsjælene. For helt retfærdig bliver sådan en prisuddeling aldrig. Hvordan står et multikulturhus opført med EU-hjælp sig for eksempel med en enkelt mands arbejde for at gøre sin landsby kønnere og grønnere? Multikulturhuset står i Ranum, hvor forløsningen for mange års ønsker står og giver sin landsbys beboere mange muligheder i fritiden. En vedholdende arbejdsgruppe har været med til at lande ideen i mursten, og det er de to bannerførere Erik Knudsen og Kristian Haldrup der skal have prisen, lyder en af indstillingerne. Det er til gengæld i Blære, at der bor en mand, der i mange år har passet og udvidet byens grønne områder. Det i et omfang som berettiger Kristian Nielsen til at modtage landsbyprisen, lyder en anden indstilling. Det er blandt andet de mange blomster der er plantet ved vejtræer og byskilte, der tænkes på, og som alle, der kører igennem byen, kan se i løbet af året. I Hvalpsund er det også et arbejde med at gøre byen mere indbydende at se på og gå i, der er baggrunden for indstillingen. Det står borgerforeningen i høj grad bag, og derfor er det den der bør have årets hæder på landsbyfronten, argumenteres der. I Fjelsø er der så mange, der gør noget for livskvaliteten i landsbyen, at alle frivillige der tiltænkes prisen. Det gælder pensionistforeningen, idrætsforeningen, der holder søen midt i byen ren, friskolen og institutionerne. Inden prisuddelingen kan man dog sige at blære fører svagt på point. Her er nemlig ikke kun en, men to indstillinger med. Den anden gælder pengeynglere i landsbyen, der søger at skrabe penge sammen til en multihal for området. Af Knud Labohn knud.labohn@nordjyske.dk