EMNER

Fire lange år

S-R-SF:Det er for tiden en direkte pinagtig oplevelse at lægge øre til Socialdemokraternes bortforklaringer, når det gælder deres manglende evne til at føre deres egen politik igennem. I åbningsdebatten sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes ordførere gentagne gange, at deres mærkesager - herunder boligpakken - ikke kan blive fremsat, fordi valget ikke gav S eller regeringen 90 mandater. Må jeg minde om, at alle regeringer i nyere tid er mindretalsregeringer. Hverken i 2001, 2005 eller i 2007 opnåede Anders Fogh Rasmussen 90 mandater. Men det hindrede ham ikke i at gennemføre sin politik og dermed skabe troværdighed om både sig selv og sin politiske kurs. 59 brede forlig fra VK-regeringens tid vidner om, at enhver regering må række ud. Blokpolitikken er en myte, som S og SF mod bedre vidende har promoveret. Mantraet om de 90 mandater er et ynkeligt figenblad, og det klæder ikke den nye statsminister at tale om bredt samarbejde for derefter fornærmet at smække med døren, fordi folket ikke har givet hende flertal. Jeg fornemmer, at der venter os fire lange år.