Fire måneders sejrstørke slut for FCK

Mestrene vandt legende let 4-1 i Viborg

FCK’s Olof Mellberg (tv) har her scoret. Foto: Bo Amstrup/Scanpix
Viborg 1. september 2013 19:07

VIBORG: Med en overlegen sejr på 4-1 i Viborg vandt FC København søndag sin første superligakamp i det, der synes som uendelige tider.

Helt præcist er det 13 kampe og fire og en halv måned siden, at de danske mestre sidst kunne gå fra banen med hænderne hævet over hovedet efter en superligakamp. Dengang kom sejren i Farum mod FC Nordsjælland.

Søndagens sejr over Viborg FF kom lige så ubesværet, som det har været umuligt for FCK i de foregående 12 kampe at hente alle tre point.

Det er dog svært at vurdere om FC Københavns flotte præstation udsprang af ny inspiration efter træner Ståle Solbakkens ankomst, eller om modstanderen Viborg simpelthen bare var for dårlige - hjemmeholdet ydede i hvert fald ikke meget modstand.

Claudemir åbnede scoringen efter tyve minutter, da han fangede Viborg-målmand Michal Peskovic på mellemhånd og flot sendte et langskud i en bue uden om den uheldige ankermand for hjemmeholdet.

Op til scoringen havde kampen budt på chancer i begge ender af banen, men det virkede som om, at 1-0-målet gav FCK’erne selvtillid.

Og 10 minutter senere blev det da også til 2-0, da forsvarsgeneralen Olof Mellberg steg til vejrs inde i feltet og headede københavnerne på sejrskurs.

FCK overtog fuldstændig styringen i resten af kampen, og der var aldrig spænding om resultatet - kun om, hvor mange mål FC København nu ville score.

Og der faldt da også endnu et par stykker, da angrebskollegerne Igor Vetokele og Fanendo Adi begge kom på scoringstavlen i anden halvleg, inden Viborgs Kevin Mensah fik lov at pynte på resultatet.

Med sejren kravler FCK over FC Nordsjælland og Sønderjyske i tabellen - og dermed også over nedrykningsstregen. Viborg ligger trods nederlaget stadig på en sjetteplads i Superligaen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...