Fire mand frem for en bif

Lokale filmelskere har genoplivet Sysselbiffen

Hjørring 28. september 2002 08:00

HJØRRING: Som bekendt skal man gøre det, man er bedst til - eller helst det man brænder for. Så det gør Mogens, Knud og to gange Jens. Nærmere bestemt Mogens Emery Madsen, Knud Molsen, Jens Chr. Larsen og Jens Chr. Frandsen. De har nemlig valgt at træde til som et hold dygtige hjertelæger, for selv om de ikke har brugt kunstigt åndedræt har de nu alligevel genoplivet den hedengangne Sysselbiffen fra de evige filmmarker. Det første pulsslag pumper fra på fredag 4. oktober, for her kan de fire lokale drivkræfter blænde op for den allerførste Hjørringpremiere, der samtidig er startskuddet til en sæson, der kommer til at byde på de lidt mere skæve film, der ikke normalt vises i Hjørrings store filmmekka, Hjørring Bio Center. - Og det er altså overhovedet ikke for at konkurrere med Hjørrings førende biograf, nærmere tværtimod, siger nyudnævnt formand for Sysselbiffen, den yderst filminteresserede købmand Mogens Emery Madsen. For lige at tage titlerne, så bliver der udover formand Emery en kassererpost til tidligere autodelsforhandler Knud Molsen, en teknikpost til tidligere dyrlæge Jens Chr. Larsen, og så bliver der mulighed for lidt mere fredstid til generalmajor ved HMAK, Jens Chr. Frandsen, der har fået posten som sekretær og ansvarlig for Sysselbiffens nye hjemmeside på internettet, der allerede er oppe at køre på adressen www.sysselbiffen.dk. Død og opstanden Meget apropos det med med filmdød og filmgenopstandelse, så var det faktisk på en højhellig Langfredag, at de fire filmelskere "tog over" og lod Sysselbiffen "genopstå". Under påsken i år valgte den daværende filmforening Orson, der på det tidspunkt kørte film på Sysseltinget, at indkalde til ekstraordinær generalforsamling, idet Orson var ved at nedlægge sig selv. Mogens Emery Madsen studsede lidt, for kunne det nu være rigttigt, at man lagde sådan en forsamling på årets mest hellige dag? Men jo! Han troppede op til generalforsamlingen som eneste udenforstående interesserede, og da der ikke var andre udover Orsons daværende formand samt sekretæren, tænkte Mogens Emery, at "nå, men så må jeg jo køre Sysselbiffen videre". Og som sagt så gjort. Formanden tænkte sig godt og grundigt om, kiggede Orsons gamle sagsmapper grundigt igennem, og så faldt valgene løbende på henholdsvis Knud og to gange Jens. - Jeg skulle jo finde talenterne. Og én var god til det med penge, en anden god til det med teknikken, og så begyndte arbejdet. Der var meget med f.eks. Told & Skat og biografselskaberne, og jeg fandt ud af, at vi med Sysselbiffen var med i Foreningen af Små og Mellemstore Biografer i Danmark, siger Mogens Emery Madsen. Han forklarer, at Sysselbiffen fremover gerne skulle være med til at opfylde ønsker og forslag fra Sysselbiffens medlemmer, dog uden at man laver gentagelser af film, der f.eks. har kørt hos Hjørring Bio Center: - Vi har ingen planer overhovedet om at blive en konkurrent, men medlemmernes interesse for film skulle jo gerne smitte af på biocenteret, så folk går mere i biografen, konstaterer Mogens Emery Madsen. I hvert fald er der lagt op til den store åbning på fredag, hvor også caféstemningen skal sættes i højsædet. Baren åbner en halv time før filmstart, så folk kan mødes og hygge over et glas vin, en øl/vand eller en kop kaffe. Og så er der naturligvis som tidligere et mindre kioskudbud af lækkerier. Og så vil der som hidtil være en mindre pause under filmene, når de store filmspoler skal skiftes. Men også efter filmen vil der være lejlighed til at sætte sig i foyeren og hygge sig og tale om aftenens filmoplevelse. Den er for øvrigt på fredag filmen Gosford Park, der kan betgense lidt som et engelsk overklassedrama med indbygget mord og intriger overklassen og underklassen imellem. Den varer to en halv time, så den allerførste premiereaften bliver en lang aften. - Fremover er det planen, at vi vil vise film én gang om måneden, nemlig den første fredag i en måned. Filmen bliver vist igen søndagen efter. Men måske skal programmet udvides, det vil tiden vise, men i hvert fald er der plads til 110 personer pr. gang, siger kasserer Knud Molsen

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...