Fire meter nordjysk granit skal sikre VM-is

AaB's Frederik Åkesson og FIK's Christian Schioldan skal holde megastjernerne væk

NORDJYLLAND:De to nordjyske granit-backer, AaB's Frederik Åkesson og Frederikshavn IK's Christian Schioldan, rager godt op i landskabet udenfor isen, og når de så tager skøjterne på, føler man sig virkelig som en lilleput ved siden af to-meter mændene. Men der bliver i allerhøjeste grad også brug for både deres højde og ikke mindst drøjde ved det forestående A-VM i ishockey, hvor fysikken er altafgørende, når der kæmpes indædt foran målene. I de situationer er det guld værd for de danske keepere at have granvoksne mænd som Åkesson og Schioldan foran sig, og de to nordjyske backer er da også udmærket klar over, hvad deres primære opgave bliver i de kommende kampe i Østrig. - Jeg skal ind for at bruge mine 100 kilo på isen, men det er klart, at den fysiske overlegenhed jeg har i den hjemlige liga, ikke eksisterer når det gælder barske VM-kampe. Her kommer jeg til at stå overfor angribere, der er oppe i samme vægtklasse og størrelse som min egen, så der skal virkelig kæmpes, understreger Christian Schioldan, der skal til sit A-VM nummer to. Stor rutine Backkollegaen fra AaB, Frederik Åkesson, er med sine 38 år alderspræsident i den danske trup, og han skal ikke mindst bidrage med sin kolossale erfaring. Antallet af VM-slutrunder med hans deltagelse, har Åkesson ikke styr på. - Det er vel 14-15 stykker, men for mig handler det heller ikke om at se bagud og tælle landskampe, siger rekordholderen i dansk ishockey. - Jeg skal hjælpe med min rutine og spille enkelt ishockey uden de store udsving. Og i fraværet af andre erfarne back-kræfter som Jesper Duus og Dan Jensen skal jeg også forsøge at gå forrest i min kæde som leder for de yngre spillere, siger AaB-backen. - Og mens jeg mest skal tonse foran vores eget mål, skal "Åke" udover at bruge sin gode fysik også spille lidt mere klogt og bruge den indvendige side af hovedet, tilføjer Christian Schioldan, der sidste år ved A-VM i Tjekkiet for første gang prøvede de voldsomme sammenstød med nogle af verdens bedste ishockeyspillere. - Der er virkelig knald på, når vi tørner sammen med de store nationer, og det ganske fantastisk, at et lille ishockeyland som Danmark formår at være med. - Vores force ligger i sammenholdet og balancen i truppen. Ingen har problemer med at finde i deres roller i hierakiet, og landstræner Mikael Lundström er også på det område en sand mester. Han er utroligt dygtig til at coache, og derfor falder alle rigtig godt ind i landsholdsrytmen, siger FIK-backen. God optakt Christian Schioldan roser også denne sæsons optaktsfase til det forestående VM i Østrig. - Sidste år var vi samlet i fire uger op til VM-slutrunden i Tjekkiet, og det var i overkanten for danske spillere. I år har vi haft samlinger af en uges varighed med weekend-fri til at tage hjem, og det har været positivt. - Så nu er vi parate til at sikre dansk ishockey fortsat fremgang, for det overordnede mål ved turneringen i Østrig er, at formindske afstanden til de store ishockeynationer og forbedre den rangering som nummer 14, vi indtager i øjeblikket. - Og forbedrer vi den placering, betyder det samtidig, at vi undgår at havne på én af de to nedrykningspladser. At der er realistiske muligheder for at lave et så godt VM-resultat, forklarer Christian Schioldan med, at der både i hjemlige liga og hos de danske spillere i udlandet har været klar fremgang de seneste år. - Men ingen skal være i tvivl om, at både Åkesson og jeg får god brug for vores mange kilo i de voldsomme nærkampe, der venter os ved A-VM, siger FIK-backen.