EMNER

Fire millioner i fartbøder på en uge

HOBRO:En beslutning om at ofre måske et par millioner kroner på trafiksanering af Løgstørvej glider næppe gennem det politiske system uden undvigemanøvrer og hårde opbremsninger. Borgerne ved Løgstørvej håber på handling, og nye fartmålinger med hastigheder på over 140 km/t har da også gjort et vist indtryk på politikerne i teknisk udvalg. NORDJYSKE Stiftstidende vover et absolut uautoriseret forslag til finansiering af trafikprojektet: Brugerbetaling. Hvis politiet ofrer en uge på Løgstørvej med radar og skriveblok, og de efterfølgende fartbøder øremærkes til Løgstørvejs sanering i stedet for at havne i statskassen, er den sag på plads. For der er masser af penge at hente på Løgstørvej. F.eks. viste kommunens trafiktælling fra 26. september til 3. oktober, at 3724 kørte hurtigere end 60 kilometer. Nu skal man ikke gå i små sko, så bilister med mindre fartsynder på samvittigheden lader vi slippe. Altså nettet strammes først ved 60 km/t. Det tænkte regnestykke ser således ud: 3160 kørte mellem 60 og 70 km/t. Bødetaksten er 1000 kroner. Indtægt: Over 3,1 millioner kroner. 462 kørte mellem 70 og 80 km/t. Bødetaksten er 1500 kroner. Indtægt: 693.000 kroner. 66 kørte mellem 80 og 90 km/t. Bødetaksten er 2000 til 2500 kroner. Indtægt: cirka 148.000 kroner. 25 kørte mellem 90 og 100 km/t. Bødetaksten er 3000 til 4000 kroner. Indtægt: cirka 87.000 kroner. 11 kørte hurtigere end 100 km/t: Bødetaksten er mindst 4500 kroner. Indtægt: Mindst 49.500 kroner. I alt mindst fire millioner kroner. Det er rigeligt til et trafikprojekt på Løgstørvej, og der er såmænd også overskud til at aflønne politiet både med løn og kaffe med ostemad, som tak for indsatsen. Men før aktionen kan gå i gang, skal Folketinget muligvis på banen med en lovændring eller to.