Udland

Fire ministre forlader Egyptens regering

Præsident Mohamed Mursi må sige farvel til fire ministre, der forlader kabinettet.

Fire ministre forlader Egyptens regering

Støtterne siver langsomt væk fra den pressede egyptiske præsident, Mohamed Mursi. Således har fire ministre mandag valgt at forlade den egyptiske regering.

Ifølge embedsmænd har de fire ministre afleveret deres opsigelser til den egyptiske premierminister, Hisham Qandil.

De fire ministres afgang sker dagen efter, at millionvis af egyptere var på gaden for at protestere mod Mohamed Mursi. De kræver hans afgang.

Ifølge BBC er de fire ministre ikke medlemmer af Det Muslimske Broderskab, som Mursi er tilknyttet. De fire er ministre for turisme, miljø, kommunikation samt retslige anliggender.

Den egyptiske oppositionsgruppe Tamarod har givet Mohamed Mursi et ultimatum om at træde tilbage som Egyptens præsident inden tirsdag klokken 17. Hvis ikke vil han blive mødt af en "komplet civil ulydighedskampagne."

Ministrenes afgang sker på en dramatisk dag, hvor protesterne mod Mohamed Mursi ser ud til at fortsætte for fuld kraft.

I en forstad til den egyptiske hovedstad, Kairo, blev Det Muslimske Broderskabs hovedkvarter stormet og sat i brand af unge demonstranter. Den vrede menneskehob kylede ting ud af vinduet, mens andre tog flere ting med sig - heriblandt møbler.

Det Muslimske Broderskab raser over angrebet, og en talsmand siger i et telefoninterview med nyhedsbureauet Reuters, at man overvejer at gå i aktion for at beskytte sig selv.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.