Fire ny spillere har meldt sig i Jetsmark

JETSMARK: Oprykkerne i fodboldens 2. division, Jetsmark IF, er blevet forstærket med tilgang af fire spillere, som alle er gået direkte ind i førsteholdstruppen, oplyser træner Henning Pedersen. Angriberen Brian Lassen er kommet fra Danmarksserie-klubben Hobro, den offensive Gøgmen Yigen har tidligere spillet i Vejgaard, Viborg og AaB, forsvars-/midtbane-spilleren Søren Vernersen har fortid i Aalborg Chang, mens angriberen Martin Augustinussen er vendt tilbage efter at have aftjent værnepligt ved Livgarden. Dermed har klubben sikret sig afløsere i front for Jens Holt, som er vendt tilbage til Nørresundby, samt Thomas Bach, der er stoppet. Men flere forstærkningen kan være på vej. - Vi kan godt bruge flere spillere til midtbanen, siger Henning Pedersen. Og det kan meget vel blive i FC Nordjylland, der findes yderligere spillere efter indgåelse af den nye aftale klubberne imellem, der bl.a. omfatter lån af spillere. - Vi skal om 14 dage mødes og diskutere de konkrete muligheder. Vi skal låne evt. spillere inden 28. februar, hvor der er deadline for transfer, siger Henning Pedersen. Han måtte lørdag notere, at Per Jensen er ude de kommende fire uger, efter at han ved et hændeligt uheld stødte sammen med Martin Augustinussen ved torsdagens træning og slog en flis af sit ene skinneben. -tin

Forsiden