EMNER

Fire nye sociale opholdssteder på vej

Nye hjem i V. Thorup, Fjerritslev, Aabybro og i tidligere skovridergård

JAMMERBUGT:Der er fire nye socialpædagogiske opholdssteder på vej i Jammerbugt Kommune, hvis det går som ansøgerne ønsker. Et af dem er den tidligere skovridergård på Ejstrupvej ved Tranum, hvor det er planen at seks-otte beboere skal have deres hjem. På Mågevej 23 i Fjerritslev, Toftholmvej 42 i Vester Thorup og Mortensgade 27 i Aabybro skal seks beboere efter planen bo. Det er alle tre adresser inden for bymæssig bebyggelse, hvor et hus i et boligområde skal bruges til et bofællesskab. Kommunens teknik- og miljøudvalg skal se på de fire ansøgninger på fredag. At det drejer sig om bofællesskaber og ikke behandlingsinstitutioner betyder, at beboerne enten er psykisk eller fysisk udviklingshæmmede eller har sociale, adfærdsmæssige eller indlæringsmæssige problemer. Egentlige behandlingsinstitutioner er beregnet på stofmisbrugere, alkoholikere eller psykisk syge, og de placeres ikke umiddelbart i boligkvarterer.