Tyverier

Fire nye tilfælde af tyveri fra biler

AALBORG: Efter en enorm bølge af tyverier fra biler i Aalborg-området natten til torsdag slap bilejerne mere nådigt natten til i går. Aalborg Politi fik dog i går fire anmeldelser om tyverier fra parkerede biler på henholdsvis Kapelvej i Nørresundby, Petersborgvej i Vejgaard og Skydebanevej i vestbyen samt i Jyllandsgade i midtbyen. Udbyttet blev blandt andet autoradioer, en mobiltelefon og en tegnebog. Natten til torsdag blev der stjålet effekter fra omkring 30 biler i Aalborg og omegn, og i den forbindelse var især området ved Carl Rothes Vej og Beatesmindevej i Gug hårdt ramt. Politiet formoder, at en bande står bag langt de fleste af tyverierne - en teori, som kriminalpolitiet nu ser nærmere på.-nok