Trafikulykker

Fire på sygehus efter uheld

THISE:Fire personer måtte torsdag ved 19-tiden køres til Sygehus Vendsyssel i Hjørring til behandling og indlæggelse efter et trafikuheld i krydset Jens Thisevej-Langebrovej lidt uden for Thise. Det var tre ældre mennesker, der måtte behandles, mens en syv måneder gammel pige måtte indlægges til observation. En 71-årig mand fra Brønderslev overholdt ifølge politiet ikke sin vigepligt, da han fra Langebrovej kørte ud på Jens Thisevej. Her kom en 21-årig kvinde fra Vrå kørende mod nord, og de to biler tørnede sammen i krydset. De tre ældre mennesker var i bilen fra Brønderslev, mens den lille pige var i bilen fra Vrå. Der skete stor skade på de to biler ved sammenstødet. Falck sendte tre ambulancer til ulykkesstedet for at transportere de tilskadekomne til sygehuset. Politiet har ikke klarlagt årsagen til uheldet, men det er en mulighed, at den 71-årige er blevet blændet af solen, da han kørte fra Langbrovej ud på Jens Thisevej.