EMNER

Fire reddet fra forlis ved Samsø

ÅRHUS:Fire personer blev lørdag eftermiddag reddet fra et forlis mellem Røsnæs og Samsø. De fire blev i god behold reddet op fra en gummiflåde af en helikopterbesætning fra Skrydstrup. Deres 20 meter lange træskib var kæntret i området, hvor der var kraftige byger og kastevinde, oplyser Søværnets Operative Kommando. Helikopteren gik i luften, da der via Lyngby Radio indløb en mayday-alarm. Flere marinefartøjer og civile skibe, bl.a. færgen mellem Kalundborg og Samsø, deltog i eftersøgningen af de nødstedte. De blev fundet af mandskabet på et mindre sejlskib, der lagde sig ved siden af gummiflåden, som de fire havde reddet sig over i efter kæntringen. - Sandsynligvis er de blevet overrasket af en kraftig vind, siger stabsvagten hos SOK. De fire om bord på det kæntrede lystfartøj var tre franskmænd og en dansker, oplyser SOK. /ritzau/