Fire rockere fængsles efter slagsmål

Dommer i Esbjerg skriver nyt kapitel i historien om rockeres opgør på gaderne i Esbjerg

Fire rockere fængsles efter slagsmål

Efter et slagsmål på åben gade i Esbjerg har en dommer sendt fire rockere i arresten. De fire er alle aktive i AK 81, som er en slags ungdomsafdeling i forhold til Hells Angels.

Mændene blev anholdt onsdag eftermiddag og ud på aftenen og er i alderen fra 21 til 25 år, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

De sigtes for at have overfaldet modstandere fra Bandidos-lejren onsdag ved middagstid i krydset Englandsvej og Skolegade.

Et par mænd blev behandlet på sygehuset med lettere kvæstelser. Begge var blevet stukket med et skarpt redskab, men torsdag har politiet endnu ikke fundet de våben, som blev brugt.

- De er hele tiden på jagt efter personer fra den anden side, siger vicepolitiinspektør Hans Roost om årsagen til, at de to grupper jævnligt tørner sammen i voldelige opgør.

- Vi ser dem som primitive voldsmænd, der kører rundt i byen og udsøger de personer, som, de mener, tilhører den anden side, fortæller han.

- Når vi ikke er i stand til at forhindre volden i at ske, er det til gengæld tilfredsstillende, at vi hurtigt kan foretage anholdelser, siger han.

Som et modtræk har politiet besluttet at indføre visitationszone i det centrale Esbjerg frem til 5. juli. Her kan betjente gå i lommerne på borgere, selv om der ikke er en konkret mistanke om, at de bærer våben.

Byen har i længere tid været plaget af slagsmål mellem rockere og bander, og jævnligt er rivaliseringen ført til større slag.

Midt i april var den også gal, da Bandidos og Hells Angels og deres støttegrupper tørnede sammen i det indre Esbjerg.

Dengang var flere end 20 mænd oppe at toppes, og hætteklædte mænd brugte kasteskyts og slagvåben.

Midt i maj blev 14 mænd idømt fængsel for deltagelse i et stort slagsmål på Strandby Plads i Esbjerg i august sidste år.

/ritzau/