Røverier

Fire røverier på tre år

Kioskejer i Aalborg Øst er træt af sin udsatte position - videoovervågning holder ikke røverne væk

Shahadat Hossain blev truet med en pistol til at udlevere omsætningen. Foto: Thomas Hansen

Shahadat Hossain blev truet med en pistol til at udlevere omsætningen. Foto: Thomas Hansen

AALBORG:Stemmen er opgivende, når Shahadat Hossain fortæller, hvad der skete fredag aften. For fjerde gang på tre år stod han ansigt til ansigt med en røver i sin lille kiosk Nærbutikken på Sallingsundvej i Aalborg Øst. En yngre mand med snøret hættetrøje, og tildækket underansigt kom ind og lagde en plasticpose på disken, mens han rettede en pistol mod Shahadat. - Han sagde ikke noget, men jeg vidste godt, hvad han ville, forklarer kioskejeren, som tømte kasseapparatet for penge. - Hvad skal jeg gøre, lyder det opgivende fra Shahadat Hossain, som er gift og far til tre børn. Han ved godt, at Nærbutikken ligger udsat imellem boligblokkene på Sallingsundvej. Det er nemt at forsvinde væk som røver. Shahadat Hossain har undervejs fået installeret videoovervågning i kiosken, men det holder åbenbart ikke røverne væk, og han har ikke råd til at have andre end sig selv på løn, så han er sårbar, når han står over for en gerningsmand. Nerverne er efter flere væbnede røverier og en enkelt indespærring på toilettet ved at være noget tyndslidte, men Shahadat Hossain har ikke råd til bare at give op. Han har sat sine sparepenge i kiosken og har lån, som han skal betale af på. - Jeg har talt med politiet om at få et våben, men det må jeg ikke. Det er ulovligt i Danmark. Efter røverierne har politiet patruljeret ved kiosken, men det hører op efter en tid, og så melder utrygheden sig igen. Shahadat Hossain er indvandrer fra Bangladesh og oprindelig universitetsuddannet. Konen er pædagog. Han har drevet kiosken på Sallingsundvej siden 2005, og han har mest lyst til at sælge den og få sig et andet arbejde. Men det er svært som indvandrer at få job, mener han. - Og hvis jeg ikke har kiosken, skal jeg leve af penge fra kommunen.