Brønderslev

Fire sigtelser i et hug

BRØNDERSLEV:En 25-årig mand fra Moseby måtte natten til fredag en tur med politiet. Manden var omkring kl. 01.30 kørt ind til Shell i Brønderslev for at tanke. Han var dog kendt af tankpasseren, der vidste, at manden ofte stak af fra regningen. Tankpasserne var derfor hurtig til at stoppe pumpen, så den unge mand kun fik tanket for 88 kroner. Da tankpasseren gik ud for at tale med manden, viste det sig ganske rigtigt, at han ikke havde penge på sig. Til gengæld var det tydeligt, at den 25-årige havde drukket tæt. Så tankpasseren og en sikkerhedsvagt tilbageholdt ham, til politiet nåede frem. Da betjentene så nærmere på mand og bil, kunne de skrive yderligere to sigtelser til synderegistret udover tyveri og spirituskørsel. Bilen havde falske nummerplader, og manden havde riffelpatroner i lommen. Det førte til en sigtelse for at overtræde våbenloven.