EMNER

Fire skarpe til amtsformanden

Peter Hvid Jensen, rektor på Dronninglund Gymnasium, har siden 1991 været radikal amtsformand i Nordjylland. Han er næsten født ind i partiet, som han har været medlem af siden 1959. Hvad er den allervigtigste grund til, at du er radikal? - Der er et frisind. Der er en god social profil. Og så kan jeg li' den udfordring, der ligger i, at man altid bliver udfordret på sine holdninger, også blandt partifæller. Det var tre grunde. Beviser dit svar, at det ikke er helt forkert, når man hævder, at radikale har svært ved at vælge? - Det er nu en myte, synes jeg. I regelen giver vi da meget klare svar. Lad os så høre, hvem De Radikale efter næste valg bør pege på som statsminister? - Jeg har svært ved at forestille mig, at vi peger på en VK-regering eller går med i en sådan regering. Det var vi fra 1988 til 1991, og det var ingen succes. Omvendt har jeg svært ved at tro, at vi kan gå til valg uden at pege på en statsminister, for så vil vitserne om det radikale vægelsind bare dukke op igen. Så I bør pege på Helle Thorning-Schmidt? - Om vi gør det, står og falder med, om der kan findes et kompromis på udlændinge-området, som begge parter kan leve med.