Fire stejle trin for AaB på isen

AaB Ishockey møder rækkens fire øverste hold i de sidste fire afgørende kampe om billetter til mellemspillet

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

AaBs forward Bo Nordby mener ikke, at fraværet af cheftræner Jens Hellgren bliver et problem for holdet. Arkivfoto: Mette Nielsen

AALBORG:Kun sejre tæller, hvis AaB Ishockey vil direkte i mellemspillets gruppe A og undgå knald eller fald-kampe mod de øvrige bundhold i AL Bank Ligaen om en plads i kvartfinalerne. Sjettepladsen giver direkte adgang til gruppe A, og tre hold, Esbjerg Ishockey, Totempo fra Hvidovre og AaB Ishockey ligger helt lige med 41 point hver, og har alle sjettepladsen indenfor rækkevidde. I AaB-lejren er der da heller ikke tvivl om kravet til de resterende kampe. - Vi skal i hvert fald bruge ni point ud af 12 mulige, siger AaB's forward Bo Nordby. Chancerne for at holde fast i ligaens sjetteplads, som AaB i øjeblikket sidder på, bliver ikke nemmere af udsigten til at møde rækkens fire øverste hold i de sidste fire kampe. - Det er hårdt arbejde, men vi har selv bragt os i den her situation, så vi må selv finde løsningen til at komme ud af den, mener Bo Nordby. I aften gælder det Nordsjælland Cobras på hjemmebane i Gigantium. De tre foregående møder i sæsonen er endt med to nederlag på 6-5 og 7-4 og en sejr på 5-4. Som cifrene antyder har det været underholdende og tætte opgør. - Jeg tror vi skal spille en utrolig god kamp rent defensivt. De tre seneste opgør mod Nordsjælland har vist, at der er gået mange mål ind på begge mandskaber, så jeg tror at defensiven er nøglen til sejr, vurderer AaB Ishockeys assistenttræner, Martin Struzinski. Assistent i chefstolen Struzinski er ufrivilligt fungerende chef på et meget afgørende tidspunkt i sæsonen, da AaB's svenske cheftræner Jens Hellgren er fraværende til efter nytår, på grund af sygdom i den nærmeste familie. - Det er selvfølgelig en træls situation og en situation, jeg gerne havde været foruden, men man bliver nødt til at forholde sig til det man står i lige i øjeblikket. Hvis vi alle sammen gør vores bedste, er jeg sikker på, vi nok skal få det til at gå, forklarer Martin Struzinski. AaB får i fraværet af Jens Hellgren desuden assistance fra tidligere assistenttræner og spiller Frederik Åkesson, og AaB-spillerne ser ikke fraværet af cheftræneren som et problem. - Det betyder ingenting overhovedet. Vi er rutinerede nok, og vi får hjælp af Frederik (Åkesson red.) Det kan vi i hvert fald ikke bruge som undskyldning, hvis ikke det lykkes, siger Bo Nordby. AaB's nybagte chef ser trods holdets hårde slutprogram lyst på mulighederne for at forsvare sjettepladsen. - Jeg ser chancerne som gode, vi har et rigtig stærkt hold, og selvom programmet er hårdt, tror jeg godt vi kan nappe sjettepladsen, siger Martin Struzinski.