Fire stjerner til Shakira

NORDJYSKEs Anders Sønderup har anmeldt Shakiras koncert i Gigantium.

Shakira gav koncert i Gigantium fredag d. 9. marts. Foto: Lars Pauli.
Musik 10. marts 2007 12:01

Shakira, Gigantium, Fire stjerner Hvornår er man en rigtig stjerne? Når man kan lokke TV2 News til provinsen, når man har været på MTV, solgt millioner af albums. Man er i hvert tilfælde tæt på stjernehimmelen når de første fans stiller sig i kø før privatflyet overhovedet er lettet og der er proppet foran scenen inden stjernen overhovedet er inde i Gigantium. Shakira har unægtelig også masser af star-quality. Hun lignede overhovedet ikke en, der var plaget af forsinkelsen (men nu venter hun selvfølgelig heller ikke sammen med 500 andre foran en en-mandsbetjent check-in skranke) - og hun havde trods det korte ophold i Danmark nået at lære to ord på dansk: Godaften Aalborg. Det står godt nok på side et i Sådan-Bliver-Du-Popstjerne-bogen, at du skal huske hvor du er og sige det på det lokale sprog, men det virker og starten - skulle det vise sig - blev da også det bedste kvarter. Især sad Dont Bother lige i øjet. Shakira har - ind i mellem - en stor stemme, masser af karma og glad udstråling. Plus en imporende energi - lidt i stil med Mick Jagger, hvis han altså havde været køn og sådan cirka 75 år yngre. Der er ultimativ gang i Shakira, men faktisk er hun bedst på spansk og i de mere stille numre. Sådan rent musikalsk var højdepunktet Illegal, som hun sang bare akkompageneret af klaver. Her lyder hun som en, der kan mere og faktisk også har talentet til at ramme dybere. Men når målet er at blive verdensstjerne - som i hele verden, hendes turne er netop forlænget med koncerter i Dubai, Cairo og Mumbai i Indien - er man nødt til at gå efter en universel radiovenlig fællesnævner. Tilsæt så hofter, mavedans og et uimodståeligt smil så er vi ved at være der. Det er lidt latino tilbage i musikken, men det er ikke meget, for musikken er i den grad mainstream og stramt designet international pop, der rammer - næsten - lige godt i Sydamerika og Vendsyssel. Næsten altså. Live er der lidt mere kant, rock og guitar, men ikke noget, der fornærmer nogen. Showet er lagt an på fest og fællessang, sikkert et helt formiddabelt show på stadion communale i de spansktalende lande og den sydlige del af USA, hvor Shakira er større end Stones og U2, men 9220 Aalborg Øst er meget langt fra Shakiras hjemmebane. Ikke et helt så galt mis-match som hvis Kim Larsen skulle få en sydamerikansk provinsby til at synge med på Rabalderstræde, men en lille smule der hen af. Her var der ikke meget mere end maks tusinde dedikerede fans, der havde lyst til at synge med og så sådan cirka 7300 mere eller mindre afventende. På den led var Shakira kommet på et noget sværere job end hjemmeværnet havde på vejene udenfor. Fællesang er en svær disciplin solo og Whenever Wherever blev ikke den fejende flotte forening af stjerne og fans, den var tænkt som - og som den var, da undertegnede så Shakira i Berlin. Den skulle have været et af koncertens højdepunkter, men endte lettere tamt. Først til aller, allersidst - i de sidste par minutter af Hips Dont Lie - var der stemning i Gigantium. Men aldrig så meget at det var en trussel for det skrøbelige tag. Så rigtig stort, bevægende eller for alvor medrivende blev det aldrig. Et effektivt popshow - spillet hjem på rutine, sikker organisation og på bare halvanden time. Inklusive pauser og tre gange tøjskift. Sådan helt objektivt lige i overkanten at forlange 500 kroner for. Men det rakte helt sikkert for den store del af publikum, for hvem det var nok bare at se Shakira. En af dem - min ganske unge medanmelder, der har været die hard fan siden Shakira sang til VM-finalen - var i hvert tilfælde fuldstændig overbevist: Det var - trods en række megakedelige skodsange - mindst en seks-stjernet oplevelse. Det er han næppe alene om at mene, så de fire stjerner er en slags kompromis. Anders Sønderup anders.soenderup@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...