Lokalpolitik

Fire store aktører gør klar til jubilæumsfest

Nyt fælles logo med fire hulsten afsløret torsdag eftermiddag ved reception på Grenen

SKAGEN:Fire store aktører inden for turisme, kultur, handel og havn kan i de kommende tre år fejrer 100 års jubilæum, og det skulle ifølge aktørerne gerne være noget, der i endnu højere grad sætter fokus på Skagen ikke bare i Danmark, men også uden for landets grænser. Skagen Turistforening og Skagen Handelsstandsforening bliver 100 år i 2006. Året efter er det Skagen Havns tur til at holde rund fødselsdag, og i 2008 kan så også Skagens Museum fejre 100 års jubilæum. De fire aktører er da også blevet enige om at markere mærkedagene via fælles strategi, og startskuddet til dette kom torsdag eftermiddag, hvor et fælles logo til brug i forbindelse med jubilæerne blev afsløret på Restaurant De2Have på Grenen. Fire hulsten Der var modtaget 25 forslag til logo, og vinderen blev grafisk designer og arkitekt Aksel Raahauge Karlsson, der for øvrigt er født og opvokset i Skagen, men nu har sit eget firma KARLSSON2/grafisk design i København. Det vindende jubilæumslogo forestiller fire hulsten. - Udgangspunktet var, at jeg ville lave noget som var kendetegnende for Skagen og naturen i Skagen. Det skulle ikke være for banalt eller letkøbt, men enkelt og med et stærkt grafisk udtryk, og da der var tale om fire aktører, endte det så med at blive til fire hulsten, fortæller Aksel Raahauge Karlsson, der ved afsløringen modtog en check på 10.000 kroner for sin kreativitet. Næste skridt i den fælles jubilæumsstrategi bliver formodentlig at finde en person eller et firma, der kan styre de overordnede aktiviteter. Samtidig er de fire hver for sig også i gang med at forberede forskellige ting. Lys over Skagen - Vi vil skabe highlights i hele jubilæumsperioden. Det skal ske via gode historier og oplevelser, der også kan give en eksponering af fremtidige muligheder inden for turisme, havn, handel og kultur i Skagen-området. - Vi håber, at musicalen "Lyset over Skagen" kan blive opført på et nyt havneområde i forbindelse med havnens jubilæum. "Lyset over Skagen" vil jo være et godt eksempel på noget, der siger noget om alle fire aktører, siger Willy B. Hansen, direktør for Skagen Havn. Også Skagen Turistforening vil via en ny stor jubilæumsbog til næste år "kaste lys" over samtlige fire aktørers fortid. Jubilæumsbog - Tidligere turistchef, forfatteren Bent Hardervig, er i fuld gang med at samle materiale til den nye jubilæumsbog, der vil byde på en række historiske billeder og sjove historier inden for turismen i Skagen Kommune. Bogen skal efter planen udkomme 22. marts 2006, fortæller turistchef Lene Kappelborg. Et af de historier, som Bent Hardervig har fundet, handler om dengang byrådet i Skagen vedtog, at hotellerne ikke måtte udleje dobbeltværelser, da det var uhensigtmæssigt, måske af moralske årsager. Men også dengang havde regeringen det med at blande sig i kommunale anliggende, og byrådet måtte acceptere, at også dobbeltværelser kunne være en god ting i Skagen. Sommeren 1883 Skagens Museum pusler ifølge direktør Annette Johansen med planer om i 2008 at arrangere en udstilling over sommeren 1883. - Det var den store sommer med rigtig mange kunstnere i Skagen, og det var også det tidspunkt, hvor pressen for alvor opdagede byen. Vi har tænkt os at lave en udstilling på tværs, så for eksempel både litteratur og malerier kommer med. Der vil komme bøger om museets historie, og vi har også planer om at udgive en såkaldt pralebog med fotografier af de mest kendte malerier på museet, men det kan godt være, at vi ændre planerne, inden vi når frem til 2008, siger Annette Johansen. Fest i gaden Skagen Handelsstandsforening har ikke planer om en jubilæumsbog. Foreningen vil hellere holde en stor fest for kunderne. - Det bliver i maj eller juni 2006. Foreløbig har vi sparet 100.000 kroner op på vores jubilæumskonto, fortæller formanden for Skagen Handelsstandsforening, Flemming Stig. Også Skagen Kommune har planer om at bruge penge i forbindelse med de kommende jubilæer og den deraf følgende markedsføring af Skagen-området. - Jeg er indstillet på at tage en snak med byrådet om at få afsat penge på det kommunale budget for de kommende tre år, og jeg håber, at det kan komme på plads i forbindelse med budgetforhandlingerne for næste år, siger borgmester Hans Rex (V). - Hvis kommunen kunne bidrage med 300.000 kroner per år i de tre jubilæumsår, og de fire aktører tilsammen kunne bidrage med et tilsvarende beløb, vil vi have 1,8 millioner kroner at gøre godt med til en profilering af Skagen, siger borgmesteren.