Fire talenter på gymnasiet

Én skal med til OL, én er DM i latin og to har kvalificeret sig til finalen i Unge Forskere.

Gymnasiale uddannelser 1. april 2011 08:00

Thisted Gymnasium har lige nu så mange blomstrende talenter, at gymnasiet kunne lave sit eget talentshow. Theiss Bendixen (2.a) er stadig lidt forbløffet over, hvordan det er gået til, at han er den dygtigste gymnasieelev i hele landet til latin. Sammen med de andre latinelever deltog han i en landsdækkende konkurrence om at løse en opgave, hvor en tekst på latin skulle oversættes, og der skulle svares på spørgsmål om teksten. - Vi havde egentlig snakket om at forberede os, men det fik vi ikke rigtig gjort. Jeg ramte åbenbart lige dagen, fortæller han smilende. Theiss er en af de kun seks 2.g'ere, der har latin og græsk på højt niveau. - Det er superfedt. Vi synes alle, det er interessant, siger han. Steffan Kirk og Nina Kratholm, 3.x, der begge går på studieretningen fysik-matematik, har hver især lavet så banebrydende projekter i faget fysik, at de er udvalgt til finalen i DM, Unge Forskere (18-21 år), der foregår på Københavns Universitet 10.-11. april. Steffan Kirk har lavet opmåling og registrering af radioaktivitet i bygninger. Nina Kratholm har studeret mekanismen bag Nordlys. Hun har været i Tromsø for at lave målinger, hun har regnet på elektriske strømme i atmosfæren og har lavet forsøg med noget, der minder om Nordlys. - Jeg fandt ud af, hvad der fremkalder den grønne linje, fortæller hun. Ved den danske filosofiolympiade fornylig deltog fire gymnasieelever fra Thy i konkurrence med tyve andre unge. Marie Vestergaard-Thomsens essay skaffede hende en andenplads, og dermed vandt hun en rejse til OL i Wien. En anden elev fra Thisted Gymnasium, Ingrid Nymo Møller, opnåede en fjerdeplads med sit essay.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...