København

Fire ud af 10 indrømmer skattesnyd med udlejning

Mange danskere har ondt i skatten, når deleøkonomien skal gøres op

Arkivfoto

Arkivfoto

KØBENHAVN:Sommerhuse, campingvogne, biler, tøj, mindre maskiner og egen bolig. Danskerne er vilde med at udleje deres personlige ejendele, og mere end en halv million har gjort det inden for de seneste to år. Mange glemmer dog, at fortjenesten altid skal opgives til Skat. Det viser en ny undersøgelse fra Deloitte. Her indrømmer hele 40 pct., at de bevidst har snydt. Bekymrende, mener ekspert.

- Deleøkonomien har for længst gjort sit indtog i Danmark godt hjulpet på vej af et hav af udlejningsportaler på internettet. I dag er det helt almindeligt, at man udlejer sin bolig, sin bil eller forskellige ejendele. For mange er det et kærkomment supplement til husholdningsbudgettet, siger skatteekspert i Deloitte Niels Sonne.

Ud over den traditionelle udlejning af sommerhuse i Danmark eller ferieboliger i udlandet er mange nye kategorier kommet til.

- Alene inden for de seneste to år har mere end 120.000 danskere udlejet deres egen bolig, mange gennem Airbnb. 100.000 har udlejet bilen, mens ca. 60.000 har udlejet mindre genstande som haveredskaber, husholdningsmaskiner og ting fra garderoben. Deleøkonomien er ganske enkelt en milliardindustri, siger Niels Sonne.

Selv det altså varmer i pengepungen at udleje sine personlige ejendele, er danskerne derimod lunkne, når det er tid til at betale skat. 19 pct. indrømmer, at de kun opgiver en del af lejeindtægten til Skat, mens 21 pct. ikke opgiver den overhovedet. En overraskende stor andel, mener Niels Sonne.

- Mange kan måske synes, at de "bare" lejer deres egne ting ud, og at det derfor ikke er nødvendigt at opgive indtægten til Skat, men sådan er reglerne altså ikke skruet sammen.

- Når man lejer sine ting ud, skal man betale skat af fortjenesten, dvs. lejeindtægten fratrukket de tilhørende driftsudgifter. Selv om det til tider kan være en kompliceret udregning, er det sådan set et simpelt princip. Derfor er det også et samfundsproblem, at så mange bevidst vælger at snyde.

Ifølge Niels Sonne skal man også betale skat, når man bytter tjenesteydelser med hinanden, mens det eksempelvis er skattefrit at sælge privat indbo på Den Blå Avis.

Fakta:

Så mange danskere har inden for de sidste to år prøvet kræfter med udlejning af...

Sommer- eller feriebolig: Ca. 220.000

Egen bolig: Ca. 120.000

Egen bil: Ca. 100.000

Tøj, kjoler, maskiner og husholdningsapparater: Ca. 60.000

Sådan har udlejerne håndteret skattebetalingen:

54 pct. opgav indtægterne helt efter reglerne

19 pct. opgav kun dele af indtægten

21 pct. opgav ikke indtægten overhovedet

6 pct. ønsker ikke at svare

Tallene er baseret på i alt 1061 interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.