Fire uger i varetægt for narkosalg

En 40-årig mand fra det nordlige Thy blev onsdag fængslet sigtet for narkohandel - opdateret 12.55

Knap 24 timer efter en 40-årig mand fra det nordlige Thy blev anholdt på sin bopæl og sigtet for narkohandel, sad han foran en dommer i et grundlovsforhør. Efter den 40-årige havde fået læst de forskellige sigtelser op og som han nægtede, blev dørene lukket til grundlovsforhøret. Blandt andet fordi politiet i Thisted ikke ville have udenforstående til at høre på de eventuelle forklaringer om, hvor de 397 gram amfetamin, der blev fundet hos den 40-årige stammede fra. De indgik i sigtelserne som en del af i alt 1,5 kilo af det narkotiske stof, som den 40-årige skulle have haft gennem hænderne siden midt i august. I slutningen af grundlovsforhøret blev den 40-årige fængslet i fire uger i varetægt og det skete uden at kendelsen blev kæret til landsretten.