Fire uger mere til sigtet voldtægtsmand

En 20-årig fisker fra Hirtshals har fået forlænget sin varetægtsfængsling i fire uger. Han er sigtet for en usædvanlig grov voldtægt af en 17-årig pige ved Banegården i Hjørring.

Voldtægten fandt sted tidligt lørdag morgen den 10. januar, hvor den 17-årige pige blev både slået, voldtaget og truet på livet. Det foregik lige ved siden af banen og strakte sig over to timer. Den 20-årige har delvis erkendt noget af forløbet, men hævder at pigen gik frivilligt med ham. Den 20-årige var stærkt påvirket af spiritus og husker derfor ikke særlig meget fra voldtægten. Lægeundersøgelser har dokumenteret den grove vold og voldtægten mod pigen. Den 20-årige riskerer op til tre års fængsel, når sagen kommer for retten.